Pragtpræstation af 1.holdet der sendte Hvalsø IF hjem uden point
Undløse BKs 1.hold stod her til eftermiddag overfor en af de helt store styrkeprøver, da oprykningsfavoritterne, Hvalsø IF, var gæster på Undløse Stadion.
Cheftræner Tommy Gotfredsen måtte undvære Rene Hendriksen, Anders Hørdum Made, Kim Schlicker & Magnus Herforth, hvilket betød at Daniel Rohde passede pladsen i målet, mens Chano Larsen var tilbage på den defensive midtbaneplads.
Frederik Vestergaard var også tilbage i startopstillingen, og han leverede en fremragende indsats som højre back.
Hjemmeholdet indledte kampen med stor energi, og inden for kampens første kvarter havde de tre gode muligheder for at komme på tavlen, men stik mod spil & chancer kom gæsterne i front, da de efter en dødbold lidt heldigt fik plads i feltet til at sparke bolden i nettet.
De efterfølgende 10 minutter sad gæsterne tungt på, og de fik yderligere to store chancer til komme yderligere i front, men efter den korte periode i stormvejr, så stod der Undløse BK på resten af kampen, og hjemmeholdet bragte da også balance i regnskabet, da Nicki Jensen med en lang tå prikkede Daniel Skovgaards fine aflevering i nettet.
Jonas Møllnitz kæmpede som vanlig fantastisk, og leverede et fantastisk fysisk arbejde, og kort før pausen burde han have bragt sit hold i front, da Chano Larsen spillede ham helt blank med keeperen, men kaptajnens afslutning blev flot stoppet af gæsternes målmand. Også Jesper Kylling Kristoffersen havde en god mulighed før pausen, men de to hold gik til halvtid med 1-1 på måltavlen.
2.halvleg var en magtdemonstration af hjemmeholdet, der i store perioder spillede det stærke Hvalsø IF-hold ned under græstæppet.
2.halvlegs første kvarter var en kavalkade af store muligheder, og fantastisk angrebsspil, der gav gode muligheder til Jesper Kylling Kristoffersen & Martin Aaberg, mens Nicki Jensen havde tre meget store muligheder, hvoraf i hvert fald den ene skulle have været sendt i kassen, efter fremragende forarbejde af Jonas Møllnitz. Også Daniel Skovgaard gjorde rigtig ondt på gæsterne, med flere stærke driblinger.
Undløse BKs bagerste med Chano Larsen foran Frederik Vestergaard, Christian Damm, Flemming Gotfredsen & Faton Gjyrevci stod rigtig stærkt defensivt, og med en utrættelig Jonas Møllnitz på midten, og en som vanligt stærk Martin Aaberg, der kontrollerede kampen fra sin 8’er position på midten, så tillod de ikke gæsterne at komme til noget, og samtidig kunne de offensive kræfter boltre sig som de ville.
Hjemmeholdets dominans fik et knæk, da Flemming Gotfredsen fik et gult kort, i en situation hvor det bestemt sagens kunne forsvares, men det passede bare ikke rigtigt med den linje dommeren havde lagt i resten af kampen.
Men som så mange gange før, så stod Tommy Gotfredsens hold for alvor sammen i den pressede situation, og de øvrige ti arbejdede fantastisk for tingene, og fuldt fortjent blev det 2-1 20 minutter inde i 2.halvleg, da Daniel Skovgaard satte Jonas Møllnitz’ fine aflevering i kassen – et meget fortjent mål, der blev skabt af to af banens bedste på dagen.
Kampens bedste spiller var dog utvivlsomt gæsterens målmand, Thomas Hyllested, der forhindrede både Martin Aaberg, Nicki Jensen & Daniel Skovgaard i at lukke kampen endeligt. Og i stedet for et afgørende 3-1 mål, så sluttede kampen med fem-seks meget hektiske minutter, hvor gæsterne slog mange lange bolde op imod Daniel Rohdes mål, hvilket bl.a gav tre hjørnespark, men igen afviste hjemmeholdets forsvar det hele, og de mange fremmødte på det solbeskinnede Undløse Stadion kunne juble over endnu tre point til kontoen.
Tommy Gotfredsen var efterfølgende meget stolt af sine spillere, og roste dem meget for den flotte indsats. Tilbagevendte Chano Larsen fik en enkelt stemme, mens der var to stemmer til Frederik Vestergaard, fire til hver af de to i midterforsvaret, Faton Gjyrevci & Flemming Gotfredsen, mens Jonas Møllnitz fortjent løb med fem stemmer – Matchvinder Daniel Skovgaard skal dog også roses for en fremragende kamp, der sagens kunne have givet ham en håndfuld stemmer.
Undløse BKs næste opgave hedder Tune IF, der næste weekend er værter for kampen i fjerne runde af turneringen.

Skriv en kommentar