Home » UB1901 » Magtdemonstration af 1.holdet i Dianalund

Magtdemonstration af 1.holdet i Dianalund

“Kan I huske den St Bededagskamp hvor vi vandt 4-0 i Dianalund”? Sådan kan man formentlig høre på banerne omkring Undløse Stadion om 10-15 år – for denne her dag er en af dem man sent vil glemme.

Tommy Gotfredsen & Kevin Morf Pedersen sendte drengene på banen med en peptalk der kunne fortælle holdet, at de allerede har haft en rigtig flot sæson, men at en sejr ville gøre den sidste del af sæsonen rigtig meget sjovere.

Holberg Arena i Dianalund var velbesøgt på dagen med op imod 200 tilskuere, hvoraf man kunne tælle over 50 på udeholdets side.

De mange tilskuere fik en lidt nervebetonet indledning, hvor gæsterne havde læst hjemmeholdets taktik med konstant at slå lange bolde efter deres hurtige folk på toppen, og hvor de blåklædte i modvinden havde svært ved at få flyttet bolden op på hjemmeholdets halvdel.

De to hold gik til pause uden scoringer, efter en halvleg med en enkelt stor chance til hvert hold – Heric Ema for gæsterne, mens Henrik Olsen med en flot fodparade forhindrede hjemmeholdet i at komme på tavlen.

Efter pausen var der comeback til Jonas Møllnitz, der har siddet ude siden åbningskampen, og selvom det langt fra var alt der lykkedes for de blåklædtes 9’er, så gav han gæsterne en spilstation på toppen, der samtidig gjorde at de kunne få skubbet spillet længere frem på hjemmeholdets halvdel.

Og det sammensat med en fantastisk defensiv præstation af Lucas Roel Søgaard, Faton Gjyrevci & Tore Babalola Andersson, gjorde at Benjamin Jensen, Tobias Holst Nielsen & Nikolai Holst Nielsen fik mulighed for at drive bolden fremad. Og det blev da også et signaturløb fra sidstnævnte der skabte 1-0 scoringen til gæsterne, da “Niko” alene med målmanden spillede bolden på tværs, hvor Thomas Søgaard glidende kunne sparke bolden i nettet.

Scoringen skabte naturligt nok en nærmest euforisk stemning på gæsternes sidelinjen, og de blåklædte havde dårligt nok fået armene ned, før de igen kunne juble over en scoring.

Jonas Møllnitz opsnappede bolden i hjemmeholdets opspil, og med en præcis tværbold gav han Lasse Jensen en én-mod-én situation med målmanden, og her svigtede angriberen ikke, og pludselig stod der 0-2 på måltavlen.

Og yderligere blot to minutter senere lå bolden igen i nettet, og denne gang med et meget klart “Holst Nielsen”-aftryk. Storebror Tobias Holst Nielsen spillede igen en helt fantastisk kamp, og med et fremragende offensivt løb op igennem midten skabte han overtal til gæsterne, hvor han fik sendt Thomas Søgaard alene igennem på kanten, og her bevarede kampens første målscorer overblikket, og spillede bolden skråt tilbage til lillebror Nikolai Holst Nielsen, der på sin førsteberøring sendte bolden i nettet. Efterfølgende mente Tobias Holst Nielsen at han havde rettet bolden af på vej i mål, men gik vidst alligevel med til at lade lillebror få målet.

0-3 scoringen punkterede kampen, men gæsterne holdt stadig den gode disciplin, og lod ikke hjemmeholdet komme frem til noget nævneværdigt.

Forsvarskæden & Henrik Olsen fik da også et clean sheet på sin gamle hjemmebane, og i overtiden fik målmanden også sæsonens første assist, da han sendte et udspark i dybden til Heric Ema, der afdriblede målmanden, og selvom det lignede at vinklen var blevet for spids, så sendte angriberen bolden i nettet til 4-0.

Nikolai Holst Nielsen havde muligheden for at gøre det til 5-0, men hjemmeholdet fik lov at slippe med 4-0 efter en af de bedste halvlege Undløse BKs 1.hold har spillet i flere år.

Efterfølgende viste de angivne stemmer tydeligt, at sejren var en holdpræstation med stemmer til intet mindre end otte spillere, og med Tobias Holst Nielsen som kampens bedste med fire stemmer.

Sejren betyder at Tommy Gotfredsen & Kevin Morf Pedersens mandskab nu blot er et enkelt point efter Dianalund IF på 3.pladsen, og fire point efter Høng GF på 2.pladsen.

Holdets næste opgave er på tirsdag i Sydbank Pokalen imod BK Friheden, mens Gislinge BK på lørdag er gæster på Undløse Stadion i Serie 2 pulje 3.

Skriv en kommentar