Home » Senior 1 » Kort gennemgang af 1.holdets pulje

Kort gennemgang af 1.holdets pulje

1.holdet skal efter sommerferie op med følgende 13 modstandere i Serie 3 pulje 6:

Gislinge BK – Nedrykker fra Serie 2, hvor de sluttede næstsidst med blot 16 point for hele sæsonen, og forårets 11 kampe gav kun 6 point via sejre over Skibby IK & Stenlille IF. Undløse BK & Gislinge BK har mødtes en del gange de senest år – både i turnerings- & træningskampe, og disse kampe har som oftest været meget lige og intense.

Såby Fodbold – Nedrykker fra Serie 2, hvor de sluttede blot 2 point efter Asnæs BK. Såby Fodbold lignede længe en stensikker nedrykker, men med en stærk slutspurt, hvor de hentede 9 point i tre kampe, bl.a. via en udesejr over Hvalsø IF, der senere rykkede op i Serie 1, så havde Såby Fodbold faktisk sendt Asnæs BK under stregen forud for sidste spillerunde – men her stoppede Såby Fodbolds flotte stime så desværre, da Himmelev/Veddelev BK vandt 3-2 i Såby, og dermed overlevede Asnæs BK, der hjemme slog Stenlille IF. Såby Fodbold må regnes for at være en af de helt store favoritter til at vinde Serie 3 pulje 6.

Hvalsø IF – Genganger fra Serie 3, hvor de blot manglede 2 point for at sikre sig en plads i Serie 2, i samme sæson, som klubbens 1.hold sikrede sig oprykning til Serie 1. Hvalsø IF lavede imponerede 71 mål i sæsonens 22 kampe, hvoraf de vandt de 15. Ligesom Såby Fodbold må Hvalsø IFs 2.hold betegnes som en af favoritterne i puljen.

KFUM Roskilde – Oprykkere fra Serie 4, hvor holdet sluttede som nr. 2 efter det suveræne tophold, Brøndby Strand IK. KFUM Roskilde sluttede sæsonen af med at hente 22 point i de sidste 8 kampe, og i alt 23 point i forårets 10 kampe. KFUM Roskildes hold i Serie 3 pulje 6 er klubbens 3.hold – 1. & 2.holdet spiller henholdsvis DS og Serie 1.

TFC Odsherred – Oprykker fra Serie 4, hvor de 25 point i både efterårets og forårets 10 kampe, sikrede dem 1.pladsen i puljen. TFC Odsherreds 1.holdet rykkede ligeledes op i foråret, og spiller Sjællandsserie efter sommerferien. Undløse BK besejrede TFC Odsherred både hjemme og ude i forrige sæson, hvor de rykkede ned i Serie 4.

Hørve IF – Oprykker fra Serie 4, hvor de sluttede på 2.pladsen efter TFC Odsherred, og ganske imponerede snuppede de 30 point ud af 30 mulige i foråret, og sluttede sæsonen af med 12 sejre på stribe. Hørve IF var deltagere i årets Undløse Cup, hvor Undløse BK vandt 2-0 uden de helt store problemer.

Nykøbing IF – Oprykkere fra Serie 4, hvor de ganske suverænt vandt deres pulje 10 point foran Dianalund IF på 2.pladsen. Undløse BK og Nykøbing IF mødtes i forrige sæson, hvor Undløse BK vandt hjemme, men det blev 5-5 i Nykøbing, efter at Undløse BK ellers havde ført både 4-1 og 5-2. Nykøbing IF rykkede senere det år ned i Serie 4.

Holbæk B&I – ”Nyoprettet hold” i Serie 3, hvor de i sidste sæson også var tilmeldt fra sæsonstarten, men de trak deres hold inden turneringen overhoved kom i gang. Det bliver spændende om de i år kan samle et hold til sæsonstarten. Klubbens 1.hold spiller i Serie 1, mens overbygningen Nordvest FC spiller i 2.division.

De sidste fem hold er Svebølle BI, Tuse IF, Jyderup BK, Hagested/Tuse Næs & Vipperød BK, der alle er gengangere fra Serie 3, og fem mandskaber, som Undløse BK også var oppe imod i sidste sæson – af de fem hold sluttede Hagested/Tuse Næs bedst med 36 point, Svebølle BI fik 30 point & Undløse BK 27 point, mens Tuse IF (23 point), Jyderup BK (22 point) & Vipperød BK (22 point) skulle helt hen til næstsidste spillerunde, før de sikrede sig endnu en sæson i Serie 3.

Skriv en kommentar