1.holdet hentede tre point i Osted
Undløse Boldklub ’s 1.hold lagde yderligere på den flotte stime, da de fuldt fortjent slog FC Lejre på Kunstgræsbanen i Osted.
De til lejligheden rødklædte gæster dominerende begivenhederne, men måtte trods et par store chancer nøjes med 0-0 ved pausen.
Føringsmålet kom tilgengæld 5 minutter efter pausen, da Mergim Karaqica flot drev bolden op i venstresiden, og på midten skulle Heri Ema bruge tre forsøg for at sparke bolden i nettet.
10 minutter senere var Lasse Jensen tæt på at fordoble føringen, men hans afslutning tog stolpen, og i stedet fik hjemmeholdet udlignet efter en situation, hvor gæsterne ikke fik sparket bolden ordentlig væk.
Lasse Jensen blev dog alligevel manden bag gæsternes anden scoring, da han blot fire minutter efter udligningen sendte Thomas Spenner Søgaard Terkelsen ’s tværbold i nettet ved den bagerste stolpe.
De sidste 20 minutter blev en smule hektiske, men Faton Gjyrevci, Tore Babalola Andersson & Oliver Toft Geppel stod rigtig stærkt defensivt, og bortset fra en enkelt chance, så kom hjemmeholdet aldrig rigtig tæt på, og i overtiden lukkede Arjanit Ferat Karaqica festen, da han med en flot soloaktion gjorde det til slutresultatet 3-1.
Faton Gjyrevci leverede en fantastisk præstation, og styrede de rødklædtes defensiv med stor autoritet, og blev fuldt fortjent kåret til kampens bedste spiller med hele 12 af 18 stemmer.
Skriv en kommentar