Gennemgang af Serie 2 pulje 3, sæsonen 2024/25
Herunder kan I blive klogere på de elleve modstandere der venter for Undløse BKs 1.hold i den kommende sæson
Mosede BK – Jakob Kildegaard Smidt & Kevin Morf Pedersen indleder sæsonen på hjemmebane imod Greve-klubben Mosede BK, der er oprykker fra Serie 3 pulje 5, hvor de blev to’er efter helt suveræne Fløng Hedehusene. Mosede BK hentede hele 54 point i 22 kampe med en målscorer på 84-36, og faktisk skal vi helt tilbage til start oktober 2023, for at finde holdets seneste nederlag.
FC Hornherred – Runde 2 byder på en tur til Skibby, hvor gengangerne fra Serie 2 pulje 3 fra FC Hornherred tager imod, i det der bliver Undløse BKs mulighed for revanche efter at holdet reelt spillede sig ud af oprykningskampen, da holdet i tredjesidste spillerunde noget ufortjent tabte 2-3 på FC Hornsherreds anden hjemmebane v/Møllegårds Hallen i Jægerspris. Sæsonens første opgør i efteråret sluttede 3-1 på Undløse Stadion.
Se højdepunkter fra de to opgør her: https://fb.watch/t2DXW3MRDB/ & https://fb.watch/t2DZ_-iGpf/
FC Hornsherred sluttede som nr. 5 med 37 point i 22 kampe.
FC Lejre – Efterårets første lørdagskampdag byder på et opgør imod FC Lejre, der ligeledes er gengangere fra Serie 2 pulje 3, hvor de med 29 point sluttede som nr. 7 i rækken. Undløse BK vandt begge sæsonens to opgør, da det blev 1-3 på Osted Stadion, og 2-1 hjemme på Undløse Stadion – dog efter to tætte kampe, og specielt i foråret lå FC Lejre til at blive en af halvsæsonens bedste hold, indtil de slutteligt tabte lidt af pusten.
Se højdepunkterne fra sidste sæsons to opgør her: https://app.veo.co/…/20231008-8-okt-2023-044832-08db8e9a/ & https://fb.watch/t2Ep8QdEWf/
Fløng Hedehusene – De grøn- & hvidklædte fra Fløng Hedehusene blev den mest suveræne Serie 3-oprykker, da de i 22 kampe hentede hele 60 point, og de gik da også ubesejret igennem sæsonen, hvor de scorede hele 114 mål, og blot lukkede 17 mål ind. Jakob Kildegaard Smidt har Fløng Hedehusene som sin klare favorit til at tage 1.pladsen i rækken, så selvom det altså er en oprykker vi her skal op imod, så venter der Undløse BK en rigtig svær opgave.
Hvalsø IF – Vi skal hen til 5.runde før vi får noget der ligner et lokalopgør, når Hvalsø IF kommer på besøg på Undløse Stadion, og det er endnu en Serie 3-vinder vi skal op imod. Det hvid- & blåklædte Hvalsø-mandskab måtte dog kæmpe noget hårdere for deres oprykning i kamp med Svinninge IF & Gislinge BK, men slutteligt var deres 54 point for 22 kampe nok. Holdet tabte blot to kampe i hele sæsonen, og scorede hele 49 mål i forårets elleve kampe, og samlet set sluttede de med en målscorer på 88-17
Svogerslev BK – Undløse BK spillede i forårets anden kamp 1-1 i Svogerslev Idrætspark, i et opgør hvor hjemmeholdet udlignede på straffespark i opgørets sidste minut, og en kamp som trænerteamet blev ved med at nævne igennem hele foråret, da gæsterne i slutfasen stillede sig alt for langt tilbage og forsøgte at forsvare i stedet for at angribe.
Svogerslev BK sluttede på rækkens 6.plads med 30 point i 22 kampe, og også opgøret i efteråret sluttede uden vinder, da kampen på Undløse Stadion sluttede 2-2.
Se højdepunkterne fra de to kampe her: https://fb.watch/rjw2b5JVVo/ & https://fb.watch/t2FodeWysB/
Svinninge IF – Lørdag d. 5.oktober venter efterårets eneste rigtige lokalopgør, når oprykkere fra Svinninge IF med topscorer Simon Engberg Christiansen i spidsen kommer på besøg på Undløse Stadion. Svinninge IF har haft et vanvittigt år, hvor de igennem hele foråret har fejret deres 100 års jubilæum, og det hele kulminerede i sidste spillerunde, da de snød lokalrivalerne fra Gislinge BK og snuppede 2.pladsen efter Hvalsø IF, der dog kun tog 1.pladsen grundet det indbyrdes regnskab.
Svinninge IF vandt ti af forårets elleve kampe, og sluttede som nævnt på 2.pladsen i rækken via 54 point i 22 kampe, og en målscorer på 78-29 – Simon Engberg Christiansen scorede hele 24 mål i sæsonen.
FC Kalundborg – Runde 9 byder på et opgør imod rækkens eneste Serie 1-nedrykker, når det argentinsk-prægede Kalundborg-mandskab tager imod på Munkesø Stadion. FC Kalundborg havde ellers spillet sig til to matchbolde i slutfasen i Serie 1 pulje 2, hvor de havde sikret sig en ny sæson i rækken med blot en enkelt sejr, men da de led nederlag til både KFUM BK Roskilde & Jyllinge FC så måtte de tage turen ned i Serie 2 med blot 28 point i 26 kampe, og en målscorer på 50-73.
Roskilde United – Undløse BKs trænerteam var meget enige om at Roskilde United var en af rækkens bedste hold, og måske det bedste rent offensivt. Og der er ingen tvivl om at Undløse BK fik mere end fortjent, da de vandt begge sæsonens to begivenhedsrige indbyrdes opgør med henholdsvis 3-1 & 6-4. Roskilde United var længe en del af oprykningskampen, men knækkede da de på Dianalund Stadion smed en 2-0 føring væk i slutminutterne, hvor hjemmeholdet scorede fire mål, og herefter hentede Roskilde-mandskabet blot en enkelt sejr i sæsonens sidste fem kampe, og de sluttede derfor på en 4.plads med 38 point i 22 kampe, men må regnes som en af favoritterne til at tage en af de to oprykningspladser til Serie 1.
Se højdepunkterne fra sidste sæsons to indbyrdes opgør her: https://fb.watch/t2GSp2C4hL/ & https://fb.watch/t2GQWY_vAL/
Karlslunde IF – I efterårets næstsidste runde venter et opgør imod Karlslunde IFs Danmarksserie-reserver, som er endnu en noget ukendt størrelse for Jakob Kildegaard Smidt & Kevin Morf Pedersen. Og det bliver ikke bedre af at holdet er et 2.hold, som kan skifte rigtig meget fra uge til uge, som vi bl.a. så det med Greve Fodbold i denne sæson. Karlslunde IF sluttede som nr. 6 i Serie 2 pulje 4 med 32 point i 22 kampe, og en målscorer på 45-48.
TFC Odsherred – Undløse BK slutter sæsonen af v/Vig Idrætscenter, hvor gengangerne fra Serie 2 pulje 3 fra TFC Odsherred er modstanderen. Vig-mandskabet overlevede på sidste mandat, da de i sæsonens 22 kampe blot samlede 28 point med en målscorer på 39-55. Sæsonens to indbyrdes opgør sluttede med en 2-2 pointdeling i efteråret, mens Undløse BK vandt 2-1 på et sent Jonas Møllnitz-mål i foråret.
Se højdepunkterne fra de to opgør her: https://fb.watch/t2H9Dsucb4/ & https://fb.watch/t2H8bt8yMm/
I kan selv dykke endnu længere ned i vores kommende modstandere på de følgende links:
Serie 1 pulje 2: www.dbusjaelland.dk/resultater/pulje/410785
Serie 2 pulje 3: www.dbusjaelland.dk/resultater/pulje/410789
Serie 2 pulje 4: www.dbusjaelland.dk/resultater/pulje/410790
Serie 3 pulje 5: www.dbusjaelland.dk/resultater/pulje/410795
Serie 3 pulje 6: www.dbusjaelland.dk/resultater/pulje/410796
Skriv en kommentar