Home » UB1901 » Formandens nytårshilsen 2022

Formandens nytårshilsen 2022

Screenshot_20221225_084950

🎇🎆Formandens nytårshilsen 2022🎆🎇

Endnu et år er gået, og selvom 2022 har været et fuldstændig fantastisk år, så blev det på mange måder også et “lige ved & næsten”-år.

Vi måtte igen indlede året med at aflyse Undløse Indoor Cup pga corona, selvom hele landet reelt var åbnet op blot halvanden uge senere – og her sidst på året har det sidste overskud manglet for at turneringen kunne vende tilbage i 2023 – men vi håber dog meget at vi efter tre års pause igen er klar i 2024.

2022 skulle have været året hvor vi skulle have holdt indvielse af vores nye kunstgræsbane, men krigen i Ukraine og de stigende priser pressede & udskød vores projekt i flere omgange. Vi er dog kommet helt i mål, og selvom vi havde set rigtig meget frem til at tage den i brug i den kommende vinteropstart, så må det også blive et “lige ved & næsten”, da tæppet først forventes at blive lagt på efter påske. Men det er købt hjem, det ligger i depot hos entreprenøren, kontrakten er underskrevet og HP Tennis rykker ind på Undløse Stadion allerede på mandag d. 2.januar 2023 – så vi tør godt love at den bliver en realitet i 2023 – og det er et projekt vi kan være rigtig stolte af.

Vi har i år også ændret en smule i vores trænerstab, hvor Tommy & Morf er blevet sideordnet cheftrænere omkring 1.holdet, der i sommers var blot 18 minutter fra en historisk bedrift med oprykning til Serie 1, og selvom efteråret ikke blev som vi ønskede, så har vi haft et fuldstændig fantastisk kalenderåret, og jeg glæder mig rigtig meget at se holdet efter en hel vinteropstart sammen. I al beskedenhed synes jeg at vi har den bedste trænerstab, og også nogle af rækkens mest spændende spillere, så håber bestemt at vi i foråret skal kigge op, og selvom det nok ikke er realistisk at vi rykker op, så skal vi gå efter at blive forårets bedste hold, samtidig med at vi selvfølgelig har respekt for nedrykningsstregen, der er tættere på end vi havde forventet & håbet.

I sommers fik vi desuden Claus ind sammen med Zach omkring 2.holdet, og udover at have skabt et fantastisk træningsmiljø for 2./3.holdet, så har de også leveret den hidtil bedste halvsæson nogensinde, og de er i den grad i spil til at rykke op til sommer – hvilket er en meget imponerende bedrift. Og også 3.holdet med Zøller & Zøllner i spidsen har haft en flot sæson, der betyder at de også i 2023 spiller Serie 5, og jeg tror faktisk de kommer til at blande sig i den bedre halvdel allerede i foråret.

Men faktisk står vi jo rent kontraktmæssigt uden trænere på begge hold, allerede til sommer, og det er selvfølgelig også noget af det første vi skal have kigget på i 2023, men jeg har nu rimelig god ro i maven, og er sikker på at det nok skal løse sig ganske udramatisk.

Vi har i Seniorafdelingen fået flere af vores egne unge drenge hjem, og det er meget sjældent vi har været under 40 mand på anlægget tirsdag & torsdag aften, ligesom vi weekend efter weekend har stillet tre hold. Det er meget imponeret & fantastisk. Og helt sikkert noget vores dygtige trænere har en stor del af æren for – og derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at jeg drømmer om at vi kan fortsætte med det nuværende setup gående ind imod 2024.

Og så håber vi at skabe endnu mere sammenhold i de kommende år, hvor vi allerede fra foråret vil øge frekvensen af de sociale arrangementer betydeligt.

Jeg har også stor ros til Martin & Tommy i vores ungdomsafdeling, som vi desværre nok har forsømt lidt, men hvor Martin & Tommys arbejde har holdt de to hold kørende, og selvom U12-holdet desværre må lukke nu, så har vi et nyt U6/7-hold med vej med Tobias & Niels i front, og vi ser rigtig meget til at følge dem. Og faktisk har vi allerede i næste uge “Opstartsmøde for U12/13”, og det er vores helt klare målsætning at de også skal kunne spille fodbold i Undløse de kommende år.

Undløse Cuppen var efter et par år med diverse corona-restriktioner tilbage i sin sædvanelige form. Vi blev hjulpet godt på vej af Holbæks Borgmester, der rykkede sit kontor til Undløse i uge 26, og som også selv stod bag baren torsdag aften, hvilket selvfølgelig satte lidt ekstra fokus på Undløse.

Men ellers det bliver aldrig den helt store succes som det har været tidligere år bl.a grundet Tour de France, nogle sammenfaldende fester og måske også nogle forkerte valg fra vores side. Og det er mit helt store håb, at Undløse Cuppen 2023 skal blive noget helt særligt, og måske er det også tid til at ryste lidt op i traditionerne og prøve noget nyt? Alt det begynder vi at kigge på allerede om en måneds tid.

2022 blev også året hvor vi fik en ny flot Salgskiosk ved Kampbanen, og selvom det ikke var uden udfordringer, så er det blevet et rigtig flot resultat, og vi har også haft nogle rigtig gode Kampdage i efteråret med bl.a bøfsandwich & frikadellesandwich på menuen, og vi glæder os til at gøre endnu mere ud af kampdagsoplevelsen fremover.

En der har haft stor fortjeneste af vores gode Kampdage, er Michael, som vi for en måneds tid siden sagde “tak for denne gang” til, efter syv fantastiske år i bestyrelsen. Og samtidig kunne vi også sige velkommen til Maria & Jarvad, der allerede på vores første møde sammen, tændte en ny gnist, og jeg er ikke i tvivl om at de kommer til at bidrage med en masse gode & spændende ting.

Og så barsler vi allerede med en ny & mere struktureret bestyrelsesform, hvor vi nok også kommer til at hive lidt mere i mange af vores fantastiske frivillige, da det ikke skal være nogen hemmelighed, at 2022 har været et hård år for os i bestyrelsen. Men jeg er i hvert fald klar til at træde på speederen i de kommende år, men må nok også anerkende at vi er nødt til at være flere om at løfte tingene, og det er jeg heldigvis ikke i tvivl om er muligt, da det er meget sjældent vi ikke oplever opbakning til vores projekter.

Og det der selvfølgelig er mest friskt i hukommelsen er jo vores Julehjælp-projekt, hvor overskuddet fra Juletombola’en gik til at hjælpe ti familier i & omkring Undløse til en god jul, da vi sammen med Dagli Brugsen & Idrætsforeningen gav julemenuen, gaver til både voksne & børn, slik & godter samt juletræ. Det var helt fantastisk at mærke den glæde fra både modtagerne, men også fra alle jer andre der har støtten både økonomisk, og via en masse anerkendende kommentarer. Og mon ikke vi også gør det igen næste år?

Slutteligt vi jeg gerne takke vores mange uvurderlige frivillige, vores medlemmer og ikke mindst vores sponsorer, som vi har valgt at forlænge med et år yderligere uden beregning, da de altid har stået bag os og hjulpet os, men med de økonomiske udfordringer alle er ramt af i øjeblikket, så synes vi kun det var fair, at vi trak genforhandlingerne af kontrakterne til 2023..

Endnu en gang tusind tak for et fuldstændig fantastisk år, også selvom jeg kalder det “lige ved og næsten” på flere fronter. Men det skyldes jo bl.a at vi står så stærkt som klub, at jeg hele tiden ønsker at vi flytter os. Men man skal også stadig huske, at der er rigtig mange klubber i både vores nærområde, men også i hele landet, der kun kan kigge misundeligt på de projekter vi sætter i søen, og ikke mindst på antallet af medlemmer.

Jeg glæder mig rigtig meget til at se jer allesammen i 2023, til indvielse af Kunstgræsbanen, til Undløse Cuppen, til de mange Kampdage, og til de mange projekter vi drømmer om at realisere.

RIGTIG GODT NYTÅR 🎇🎇 – ALIVIVU ALLIVEJVU ALLIVIVUVEJVUVUM 🎆🎆

Jimmi Elsted Vaarskov, Formand Undløse BK

Skriv en kommentar