Formanden har ordet: Stolt, glad & irriteret
Fremfor det traditionelle kampreferat fra gårsdagens kamp, så har jeg kigget mere overordnet på dagen set fra et formandsperspektiv.
Min “arbejdsdag” startede i går allerede kl 7.45, da jeg trillede imod Undløse med stop hos den lokale bager i Skibby & Dagli Brugsen i Undløse, for at købe henholdsvis kage & smørrebrød til dagens politiske gæster, samt bananer og chokolade til vores 1.hold.
Jeg landede foran Foreningshuset kl 8.30, hvor kamptøjet direkte nyvasket fra Karin Olsen blev hængt på bøjler, inden jeg fik gjort Salen i Foreningshuset klar til dagens gæster fra Radikale Venstre i Holbæk, hvor Formand Emrah Tuncer, Kommunalbestyrelsesmedlem Solvej Pedersen samt kandidaterne til det kommende valg Casper Larsen & Bent Brandt havde spurgt om lov til at besøge Undløse, for bl.a at opleve byens puls på Undløse Stadion, men også rundt i byen generelt, hvor Signe Sode fra Lokalrådet tog de fire politikere med på rundtur.
Men inden de landede i Undløse var Tommy Gotfredsen den første der meldte sin ankomst. Tommy Gotfredsen er først og fremmest cheftræner for vores 1.hold, men har en finger med i næsten alt hvad der sker i & omkring Undløse BK, og han havde selvfølgelig også sagt ja til at stå for et oplæg for dagens politiske gæster.
Men første havde vi lige vores faste “rolige” halve time alene i Foreningshuset. Vi er begge to spændte, forventningsfulde og en smule nervøse. Sådan er det hver gang Undløse BK spiller – det her er vores Superliga. Vi nørder lidt om dagens taktik, hvor “TG” selvfølgelig har fuldstændig styr på hvor & hvordan vi skal ramme dagens modstander fra Dianalund IF.
Men først skulle vi altså lige præsentere klubben og byen for Radikale Venstre, og vi kunne med stolthed fortælle om stor medlemstilgang, om vores mange projekter i byen, og ikke mindst om vores kunstgræsprojekt, som Radikale Venstre har rigtig stor ære i at vi får realiseret i 2022 både i kommunalbestyrelsen, men også bag kulisserne med gode råd & vejledning.
Og kl 11.00 blev vi så 100% indstillet på “Game-mode”, og stille og roligt begyndte det også at summe omkring Kampbanen. To af vores uvurderlige frivillige, Michael Hansen & Daniel Rohde er ved at gøre klar til at kunne sælge øl & sodavand ved sidelinjen, hvor endnu to af vores fantastiske frivillige Benny Jensen & Vivi Kristiansen stod klar ved “containeren” & grillen – i dag uden deres faste makker Inga Christensen.
Alt i alt var der vel samlet ca 250 tilskuere, da gæsterne fra Dianalund IF også havde en flot opbakning med, og det var til trods for at efterårssolen nok havde lokket en del til Kræmmermarkedet i Mørkøv.
Og så blev det endelig tid til dagens vigtigste 2×45 minutter. Jeg tager for en kort stund Formandshatten af, og placerer mig på sidelinjen med flaget, som 1.holdets Holdleder, og Tommy Gotfredsen & Kevin Morf Pedersens hjælpende hånd med hvad der nu skulle opstå.
Det var meget hurtigt tydeligt at vi er det klart bedste fodboldhold. Gæsterne fra Dianalund IF har nogle rigtig dygtige & spændende spillere, men vi satte os hurtigt på dem, og både Faton Gjyrevci & Heric Ema burde have bragt os i front før pausen, efter en halvleg hvor vi midtvejs måtte sætte Lasse Jensen på mål, efter at Henrik “Heinze” Olsen var blevet skadet ifm gæsternes eneste afslutning før pausen.
Kampbilledet var det samme efter pausen, men da Nikolai Holst Nielsen fra tæt hold sparkede bolden over et tomt mål, så tænkte jeg om det skulle være en af de dage, hvor vi bare aldrig ville få den forløsende scoring. Og kort efter var vi så pludselig bagud 1-0, efter at gæsternes farlige angriber Lukas Larsen havde headet bolden i nettet, i en situation hvor vi stod og sov ifm et hurtigt frispark på midten.
De efterfølgende 10 minutter hev vi to gule kort til os, med to mand i undertal formåede drengene alligevel at komme til chancer, og fuldt fortjent blev det 1-1, da Thomas Søgaard med en fantastisk aktion headede bolden i nettet – han blev i samme situation alvorligt skadet, og måtte en tur forbi skadestuen hvor han blev syet med hele ni sting fra knæet og ned, og i en hektisk slutfase var meget at mit fokus selvfølgelig på Søgaard, men også på en kamp vi pludselig lå til at kunne vinde alligevel, da gæsterne også fik to gule kort.
Men i stedet for den helt store forløsning, så løb gæsterne med det hele, da de i overtiden helflugtede en bold i nettet fra kanten af feltet – sådan et “once in a lifetime”-øjeblik alle drømmer om, men som på dagen desværre gik imod os.
Der er intet jeg hader mere end at tabe, og specielt på denne her måde. Det er simpelthen så irriterende & frustrerende, men jeg følte også omvendt at vi havde spillet en nærmest perfekt kamp, og med en smule skarphed i felterne, så havde vi vundet 4 eller 5-0. Det gør det lidt nemmere at acceptere, end hvis vi havde leveret en dårlig indsats.
Derefter tog jeg selvfølgelig plads på Tribunen for at se vores 2.hold, der med en rigtig flot præstation slog Dianalund IFs 2.hold med 4-1, efter en kamp hvor nytilkomne Mads Rise Olsen gjorde sig ekstraordinært bemærket, men hvor også tre af vores “egne” drenge, Lucas Roel Søgaard, Anders Hansen & Jonas Svanebjerg gjorde en rigtig fin figur.
Efter kampen fik vi ryddet op efter dagens kampe, snakket lidt Senior-Afslutning osv osv i Foreningshuset, hvor stemningen generelt var rigtig god med både Fru Marcus, Fru Rohde, Fru Fischer mv også bidrog til den gode stemning i vores “lille familie”, inden jeg igen satte mig i bilen på vej imod Skibby, selvfølgelig med et pitstop på Nyvej, hvor det i morges nyvaskede tøj, igen er klar til at komme i hænderne hos Karin Olsen.
Kl 17.45 landede jeg hjemme igen efter en 10 timers “arbejdsdag” af den slags der bliver betalt i smil, glæde og på dagen også i stor skuffelse. Men jeg var både glad & stolt over hvad vi har i Undløse BK – men irritationen over det sene nederlag kogte stadig i kroppen, men heldigvis vi jeg at vi rejser os allerede i næste weekend.
Tak til alle jer, der gjorde dagen næsten perfekt.
Formand Jimmi Vaarskov
Skriv en kommentar