Claus Vive Payton Dyrting & Jimmi Hergott Zachariassen nye i spidsen for klubbens 2.hold
Vi er rigtig glade for at kunne fortælle, at Claus Vive Payton Dyrting bliver ny cheftræner for Undløse BKs 2./3.hold, og han får Jimmi Zachariassen med som assistent.
Claus Vive Payton Dyrting kom til Undløse BK i august 2021, fra Knabstrup IF, hvor han på næsten eget initiativ havde fået deres senior-afdeling tilbage på fode igen.
Vi havde i efteråret rigtig stor glæde af Claus’ lederegenskaber indenfor kridtstregerne, hvor han bl.a. blev kåret til Månedens Spiller i august. Han måtte dog desværre erkende at kroppen ikke kunne holde til to gange træning & kamp i weekenden.
Derfor blev han i januar tilknyttet 1.holdet i en rolle som Assisterende Holdleder, hvor han ifm både kamp & træning har hjulpet til hvor det har været nødvendigt, og generelt bare oplevet Undløse BK indefra.
Claus har desuden fungeret som Holdleder for vores Old Boys-hold her i foråret, og det lå ikke umiddelbart i kortene at han allerede nu skulle ind omkring vores Senior-hold, men da vi efter gensidig aftale med Jonas Olsen, blev enige om at stoppe samarbejdet denne sommer, så var det naturligt for os, at tage en snak med Claus om fremtiden.
Og heldigvis kan vi dag præsenterer en aftale der i første omgang gælder for efteråret, men det er begge parters ønske at aftalen bliver længerevarende, og det er helt sikkert vores forventning at det også bliver sådan.
Udover at vi kan byde Claus Vive Payton Dyrting sådan rigtigt velkommen i familien, så er vi også rigtig glade for at kunne byde Jimmi Zachariassen tilbage i folden, da han ligeledes tiltræder omkring 2./3.holdet i en assistent-rolle.
Vi blev enige om den nye aftale i tirsdags, hvor det faktisk var præcis to år siden vi sagde “Farvel & på gensyn” til Zach med denne artikel på vores hjemmeside: http://ub1901.dk/knabstrup-drengen-fik-undloese-bk-huden/ , efter han havde været i klubben i 15 år, heraf 6 år som Holdleder for vores 2.hold. Og vi er utrolig glade for nu at have Zach tilbage på banerne i Undløse BK.
Zach meldte sig faktisk allerede under fanerne igen, da vi tidligere på året oprettede vores nye Ungdomsudvalg, og han har været en stor del af vores tanker omkring DBU Børneklub. Vi håber selvfølgelig stadig at kunne trække lidt på Zach omkring vores ungdomsafdeling, men vi fandt det også helt naturligt at få ham ind omkring 2.holdet igen.
Vi håber & forventer selvfølgelig at I tager rigtig godt imod vores nye trænerduo, og der vil komme meget mere info fra Claus & Zach hen over sommeren, og de overtager officielt ansvaret efter Undløse Cuppen.
Det er stadig planen at Daniel Zøller skal være Holdleder for 3.holdet, men der kommer også meget mere info herom når vi kommer tættere på den nye sæson.
Skriv en kommentar