Home » UB1901 » Undløse BKs 1.hold hentede vigtig sejr imod FK Sydsjælland 05

Undløse BKs 1.hold hentede vigtig sejr imod FK Sydsjælland 05

Undløse BKs 1.hold havde her til eftermiddag besøg af FK Sydsjælland 05, og Tommy Gotfredsens mandskab revanchere sidste weekends nederlag til Suså IF, og efterårets 8-1 nederlag på Lov Stadion.

Men det var gæsterne der kom bedst fra start, og selvom Tommy Gotfredsen havde advaret imod sydsjællændernes hurtige omstillinger, så var det præcis efter sådan en, at de lyseblåklædte gæster kom foran 1-0 efter 9 minutters spil.

Den tidlige scoring rystede hjemmeholdet en smule, men efter yderligere 10 minutters spil fik de blåklædte overtaget, og det blev også til et par store chancer til Martin Aaberg Hansen & Alexander Pilgaard Christophersen, der burde have udlignet, og udligningen kom da også efter 26 minutter, da hjemmeholdets genpres endelig sad hvor det skulle, hvilket gav Jonas Møllnitz plads til at drive bolden ned mod gæsternes mål, og med en præcis aflevering fandt han Martin Aaberg Hansen i dybden, og han sendte sikkert bolden i nettet.

Resten af halvlegen blev en lidt rodet affære, med chancer i begge ender, og endnu engang måtte Lasse Jensen hive et par store redninger ud af ærmet, og så kunne de to hold gå til pausen med stillingen 1-1.

Efter pausen satte hjemmeholdet sig tungt på tingene, og med de tre Østrup-drenge Nikolai Holst Nielsen, Tobias Holst Nielsen & Jonas Møllnitz på midten, så fik gæsterne hverken ro eller plads til at spille, og offensivt lå Martin Aaberg Hansen konstant og lurede på den næste chance.

Og det blev da også den forstærke angriber, der var hovedårsagen til føringsmålet, da han igen slap fri i feltet, og han udplacerede igen gæsternes keeper, og på kanten af offside skubbede Jonas Møllnitz bolden de sidste meter ind over stregen.

Scoringen faldt efter en times spil, og blot to minutter senere modtog gæsterne et direkte rødt kort efter et slag imod Jonas Møllnitz.

Overtalet gav selvfølgelig hjemmeholdet gode betingelser, og holdet skabte da også et par rigtig store chancer for at lukke kampen, og specielt Jonas Christensen havde fortjent at komme på tavlen efter en rigt8g flot indsats.

Mod slutnignen fik Benjamin Jensen et noget tyndt gult kort, og også Alexander Pilgaard Christophersen røg ud i 10 minutter, hvilket flyttede overtallet, men gæster kom aldrig rigtig tæt på en udligning, og 2-1 sejr blev sikret på en god base, en flot fight og ikke mindst et så højt bundniveau, at selv på de mindre gode dage, så kan holdet sætte tre point ind på kontoen.

Efterfølgende var der en enkelt stemme til Frederik Vestergård & Lasse Jensen, mens de to x Jonas delte de resterende fjorten stemmer, med otte til dagens matchvinder Jonas Møllnitz, og seks stk til Jonas Christensen.

Tommy Gotfredsens mandskab skal allerede i aktion igen på tirsdag, hvor Tune IF venter i Sydbank Pokalen med kick off kl 19.00 på Undløse Stadion.

Skriv en kommentar