Referat: Bestyrelsesmøde 13.april 2016
Bestyrelsesmøde 13.april 2016
Til stede: Camilla, Thomas, Michael, Kim, Nadja & Jimmi
Ungdom:
Vi har besluttet at hvert ungdomshold får et beløb på 500 kr pr sæson, som træneren har til rådighed til feks at give en sodavand, is eller lignende.
Vi har drøftet at arrangerer fælles ungdomstræning hen over sommeren, og vil på et fremtidig trænermøde finde ud, om det er noget der er tilslutning til.
U12-holdets træner Dan Bøgelund, holder fortsat målmandtræning hver tirsdag, hvor alle klubbens målmænd selvfølgelig er velkommen. Vi har ved samme lejlighed besluttet at give et tilskud til målmandshandsker på 200 kr (ungdom) & 500 kr (senior) fra U12-holdet og op efter. På de mindre hold, vil der blive indkøbt handsker til trøjetasken.
Vi er rigtig kede af, at Torben Jakobsen, pga sit arbejde, har valgt at stoppe som træner for vores U9-hold, og vi håber rigtig meget at finde en løsning hurtigst muligt, da Thomas Arnø simpelthen ikke kan stå med hele den folk drenge alene. Martin Runge har sagt ja til at hjælpe til en kort periode nu her, og også Flemming Gotfredsen har været en stor hjælp ved flere lejligheder, og det er vi selvfølgelig meget glade og taknemmelig for.
Vi byder samtidig velkommen ”på holdet” til Ane Spaanheden, der er nu er hjælpetræner hos Guldpigerne, hvor hun også var en stor hjælp for Jari, på pigernes netop overståede træningslejr.
Der vil blive indkøbt softshell-jakker med logo til alle trænere. Der ligger et eksemplar i alle størrelser i Foreningshuset, og vi håber at I hurtigst muligt vil få meldt tilbage til Thomas eller Kim, med hvilken størrelse I ønsker.
Vi kunne rigtig godt tænke os at lave nogle flere fællesarrangementer i klubben, og vil til efteråret forsøge os med fælles-spisning én-to gange om måneden, og har også i tankerne at arrangere feks Angrebstræning med Søren Larsen eller lignende – indkomne forslag er meget velkomne.
Senior:
Vi har valgt ikke at afholde en fælles Afslutningsfest i juni måned, da sæsonafslutningen ligger så tæt på Undløse Cuppen. Tilgengæld håber vi på stor tilslutning til vores arrangement den 14.maj (Pinselørdag), hvor der vil være fodbold på stadion hele dagen, med efterfølgende smørrebrød og bus til Holbæk for 100 kr pr person. Der vil snarest muligt blive lagt et opslag op på Facebook & hjemmesiden vedr tilmelding.
Vi vil i den nærmeste fremtid forsøge at få afholdt ”Trænersamtale” med de nyeste af vores Trænere/Holdledere både i Senior- & Ungdomsafdelingen, og vil desuden arbejde hen imod at alle trænerlønninger udbetales i oktober-måned, og ikke sådan lidt mere løst som tidligere.
Sponsor:
Vi vil rigtig gerne takke Søgaard Entreprise & Knud Larsen for et ekstraordinært flot sponsorat for den kommende periode, og selvfølgelig også alle vores nye & ”gamle” sponsorer, som igen har været meget positive i forhold til at fortsætte samarbejdet. Vi vil rigtig gerne give jer så meget eksponering som overhoved muligt, så hvis I har tilbud, nyheder eller lignende I gerne vil have at vi deler på vores Facebook- og/eller hjemmeside, så send en mail til Jimmi Vaarskov, så kigger vi på det løbende.
Vedr nye sponsorater, så er vi rigtig glade for at kunne byde seks nye medlemmer af UB Club 100 (Tribune Sponsorat) velkommen, og håber stadig at flere vil have deres navn op på Tribunen. Vi vil søndag d. 1.maj afholde ”Arbejdsdag” i klubben, hvor tribunen mv skal males, samt en masse andre småting rundt omkring på banerne, og det håber vi selvfølgelig meget at I vil bakke op om, og at diverse trænere vil gøre forældre/spillere opmærksom på dette.
Vi har muligvis fundet en sponsor af en elektronisk tavle/skærm til Foreningshuset, og det er derfor at der endnu ikke er kommet en op. Hvis det ikke lykkedes med en skærm, vil der selvfølgelig hurtigst muligt blive sat en almindelig tavle eller lignede op.
Andet:
Vi skal bruge rigtig mange frivillige både til Vig Festivalen (se opslag på Facebook & hjemmesiden) samt til Undløse Cuppen, og vi vil på vores næste møde, som allerede er om 14 dage få lavet en ”drejebogen” over Undløse Cuppen, så vi ved hvilke dage og hvilke vagter vi mangler folk til.
Og så lige et lille surt opstød til sidst. Der er desværre stadig en del, både Senior & Ungdom, der trods flere henvendelser ikke har betalt kontingent, og selvom vi tidligere meldte ud, at man ikke spillede årets første turneringskamp, uden at have betalt kontingent, så har vi alligevel forsøgt at være lidt forstående overfor diverse gode grunde, forglemmelser osv.
Men for at kunne gennemføre flere af de tiltag vi har beskrevet længere oppe, og af respekt for de mange medlemmer, der har betalt til tiden, så er der nu deadline 2.maj 2016, og derefter er vi nødt til at være ”hårde”, og så spiller man ikke kampe uden at have betalt. Hvis folk har problemer med Holdsport, så kontakt Nadja, og så vil hun være behjælpelig. Og vi kan også stadig sagens lave en ordning med betaling over feks to rater, hvis der er en økonomisk udfordring, men der skal ligge en klar aftale 2.maj, og der skal, som minimum, første rate være betalt.
Og så er vi stadig en relativ ny flok i bestyrelsen, hvor de fleste har siddet der i under 2 år, og vi vil derfor meget gerne have både ris, ros, gode ideer osv fra alle jer i og omkring klubben, så vi sammen kan forsøge at gøre klubben og dens muligheder endnu bedre.
Næste møde: 27.april 2016
Undløse BKs bestyrelse

Skriv en kommentar