Nicki Jensens frisparksdrøn gav 1.holdet 3 point
Undløse BKs 1.hold var her til eftermiddag på besøg på Gislinge Stadion, til en kamp der blev nøjagtig så svær som cheftræner, Tommy Gotfredsen, havde forudset, mod et meget stærkt fysisk hjemmehold, og på dagen også en dommer, der gjorde hvad han kunne for at ødelægge tingene for gæsterne, bl.a med tre ekstremt tynde gule kort, samt mindst to straffespark som ikke blev dømt.
Hjemmeholdet kom ikke med meget fodboldmæssigt, men havde en hurtig & dygtig angriber, der efter 10 minutters spil sendte sit hold i front efter en hurtig omstilling.
Gæsterne havde svært ved at få tingene til at fungere, og da Thomas Søgaard midtvejs i halvlegen fik et lidt tyndt gult kort, så det svært ud for Tommy Gotfredsens drenge, der dog igen viste god energi, og der på alle parametre var et bedre fodboldhold end hjemmeholdet, og til trods for at holdet var i undertal, var det tæt på at Jonas Møllnitz & Faton Gjyrevci headede udligningen i kassen efter to skarpe Nicki Jensen hjørnespark.
I forbindelse med at Thomas Søgaard kom tilbage på banen, sned Tommy Gotfredsen også Daniel Skovgaard i spil, og rykkede Jonas Møllnitz ind i midten, hvor Benjamin Jensen havde været lidt overmatchet i indledningen. Jonas Møllnitz burde kort efter have haft et straffespark, da han helt tydeligt blev nedlagt i feltet.
Gæsterne fik dog fuldt fortjent kort før pausen, da Jonas Møllnitz tog et fint løb op igennem midten, og spredte flot spillet ud til Daniel Skovgaard, der på sin førsteberøring satte bolden i nettet, til pausestillingen 1-1.
2.halvleg blev meget rodet grundet den svære linje fra kampens dommer, og fordi gæsterne generelt spillede for langsomt og med for mange berøringer på bolden.
Faton Gjyrevci fik dog en god mulighed for at bringe sit hold i front, da han slap fri i feltet, men hans afslutning gik i sidenettet. Gæsterne følte sig desuden snydt for et straffespark, i to-tre situationer, hvor hjemmeholdet bl.a lagde Daniel Skovgaard ned i feltet.
Nicki Jensen spillede en fremragende kamp, og det blev da også hans sublime sparketeknik, der afgjorde kampen, da han med 10 minutter tilbage tog ansvaret i efen hånd, og sparkede et frispark direkte op o målhjørnet.
Hjemmeholdet satsede lidt mod slutningen, men sejren var aldrig for alvor i fare, og Tommy Gotfredsens mandskab kunne juble efter sin femte sejr i sæsonen, og efter en på dagen rigtig svær opgave.
Efterfølgende var der en enkelt stemme til Flemming Gotfredsen & to stk til hans forsvarsmakker, Magnus Herforth. Jonas Møllnitz ydede igen en flot indsats og fik fire stemmer, men ingen kunne på dagen matche Nicki Jensens ti stemmer.

Skriv en kommentar