Home » UB1901 » Månedens & Sæsonens spiller i juni & sæsonen 2014/2015: Jonas Møllnitz

Månedens & Sæsonens spiller i juni & sæsonen 2014/2015: Jonas Møllnitz

1.holdets cheftræner Tommy Gotfredsen & holdleder Jimmi Vaarskov besluttede i slutningen af april måned, at de igennem hele sæsonen vil udpege og præmiere “Månedens bedste spiller”, og valget for april-måned & maj-måned faldt som bekendt på Faton Gjyrevci & Chano Larsen, og selvom vi pt. kun er halvvejs i juni-måned, så er sæsonen jo som bekendt færdigspillet, og derfor har vi valgt allerede nu at nu at pege på ”Månedens bedste spiller” i juni måned – og valget er faldet på den samme spiller, som har været sæsonen 2014/2015’s bedste spiller, JONAS MØLLNITZ.

Jonas Møllnitz har haft en fremragende juni måned med fem mål & tre assist – hattrick i oprykningskampen imod Svebølle BI & senest to mål i weekendens lokalbrag imod Jyderup BK – og overordnet set har Jonas Møllnitz haft en hel fantastisk sæson, og derfor er det også kun ganske fortjent, at Undløse BKs ”duracell-kanin” nu bliver udnævnt til både juni & sæsonens bedste spiller.

Når man kigger på sæsonens overordnede statistik, så står der Jonas Møllnitz’ navn ud for stort set alle succespunkterne så som ”Længste periode uden mål-pause (spiller): (4 – Runde 7-10)”, ”Flest kampe fra start: (22 kampe)”, ”Flest stemmer i én kamp: (13 stemmer)”, ”Efterårets spiller: (35 stemmer)”, ”Sæsonens spiller: (56 stemmer)”, ”Topscorer efteråret: (10 mål)”, ”Topscorer sæsonen: (20 mål)”, ”Flest assist: (16 assist)”, ”Fleste gange “Kampens bedste spiller: (7 gange)”.

De tal taler vist for sig selv – Jonas Møllnitz har med afstand været sæsonens bedste og vigtigste spiller, både for Kevin Morf Pedersen i efteråret, og for Tommy Gotfredsen i foråret, og i foråret er det til trods for at Jonas Møllnitz har gennemført flere kampe med store smerter i sit knæ.

Jonas Møllnitz kom tilbage til Undløse BK efter to sæsoner i Tuse IF, hvor han i februar måned 2014 blev kåret til Årets profil i Serie 1 af Ligabold.dk, kort efter at han også var blevet kåret til Årets Spiller i klubben, og Møllnitz nåede også en halv sæson som Sjællandsserie-spiller, inden han til glæde for alle igen trak den blå Undløse BK-trøje over hovedet.

Møllnitz startede sæsonen på den centrale midtbane, men det var først da han efter fire-fem runder blev rykket ud på kanten, at han for alvor blev kampafgørende med mål & assist, og midtvejs i efteråret lavede Møllnitz 13 ”point” (mål + assist) i tre kampe, og hele ni mål i træk hvor Møllnitz’ havde enten sidste eller næstsidste fod på.

Udover Jonas Møllnitz helt tydeligt viste sin afgørende rolle i kampene, så er Jonas Møllnitz også en gave til en hver cheftræner, med hans store træningsengagement, og iver til at vinde alt hvad han går ind i – uanset om det er en vigtig turneringskamp eller en simpel træningsøvelse. Jonas Møllnitz går forrest hver eneste gang, og selvom flere af os han kendt ham i flere år og spillet & trænet sammen med ham rigtig mange gange, så kan vi stadig blive imponeret over hvad Jonas Møllnitz kan overkomme, og over hvad han bringer til holdet.

I virkeligheden behøver man ikke at skrive ret meget mere – tallene siger det hele – Der har ikke været nogen hverken over eller ved siden af Jonas Møllnitz i sæsonens 2014/2015.

Undløse BK ønsker Jonas Møllnitz stort tillykke med titlen som ”Månedens & Sæsonens spiller” i juni & sæsonen 2014/2015.

Jonas

Skriv en kommentar