Interview med tilbagevendte Per Grenaa
Undløse BK har her i vinterpausen fået tilknyttet den tidligere cheftræner & bestyrelsesformand, PER GRENAA til truppen, efter at han senest har været spillende træner for Tuse IFs 2.hold samt to ad klubbens ungdomshold.
Vi har taget en snak med Grenaa om hans tanker & forventninger til skiftet.
Først og fremmest Grenaa, velkommen tilbage i den blå trøje;
“Mange tak, det er en fornøjelse at være tilbage”
Kan du fortælle os lidt om, hvorfor det blev Undløse BK igen?
“Sammenholdet i & omkring klubben er den overvejende grund til at jeg nu kommer tilbage til Undløse BK – mange af de spillere som stadig er en del af klubben, spillede jeg sammen med sidst jeg var her, og jeg glæder mig til at spille sammen med dem igen”.
Hvad har du af forventninger til forårssæsonen? Både for holdet og personligt?
“Jeg forventer selvfølgelig at folk omkring holdene er engageret, og at det stadig er et mål at spille med i den rigtige ende af tabellen, da muligheden for en hurtig oprykning ligger meget åben. Mit personlige mål er, at komme i gang igen med at spille noget fodbold igen, og jeg vil selvfølgelig spille min chance og forsøge at komme med omkring 1.holdet, men uanset hvad, så spiller jeg på det hold som trænerteamet mener jeg skal spille på”.
Du er igang med at afslutte din DBU B2-træneruddannelse. Betyder det at Undløse BK bliver din sidste klub som spiller eller hvad byder fremtiden på?
“Ja der er rigtigt at jeg afslutter min træneruddannelse til april, og jeg vil bruge denne på at træne videre og bygge yderligere på med mine U11- & U13-drenge. Hvad der skal ske i fremtiden ved jeg ikke, men mon ikke Undløse BK bliver den sidste klub som jeg spiller senior for.
Cheftræner Tommy Gotfredsen sætter også lige lidt ord på Grenaa’s tilbagevenden til Undløse BK, hvor han ser rigtig meget frem til at få tilført hans store energi & fremtoning til træning & i kamp, og ikke mindst socialt hvor Grenaa også vil komme til at spille en stor rolle.
“Grenaa er jo både en bekendt og ubekendt faktor for mig. Han er en spiller med meget erfaring både som træner og spiller.
Den bekendte faktor for mig som træner er, at han bringer humør, rutine og lederegenskaber til truppen. Den ubekendte er for mig om han kan drille de yngre spillere i kampen om pladserne på 1.holdet. Per er en spiller jeg vil kigge nøje på, for at se hvilken plads han kan udfylde i truppen.
Jeg er dog sikker på at han vil være en gevinst fra dag 1, da han vil være med til at hæve niveauet til træningen på flere parameter.
Så alt i alt har jeg store forventninger til Per. Han vil påvirke truppen positivt.”
Det er uden tvivl en stor profil både på og udenfor banen, som Undløse BK kan ønske velkommen tilbage i blåt, og vi & forventer selvfølgelig at alle tager godt imod ham.


Skriv en kommentar