Home » UB1901 » Gennemgang af 1.holdets modstandere i Serie 2 pulje 3

Gennemgang af 1.holdets modstandere i Serie 2 pulje 3

Undløse BKs 1.hold skal i den kommende sæson op imod hele syv nye modstandere i Serie 2 pulje 3, og jeg vil på de kommende linjer sætte lidt ord på Tommy Gotfredsens kommende modstandere.

Holdet indleder sæsonen imod BK KFUM Roskilde, hvor kampene i den netop overståede sæson sluttede 3-3 på Undløse Stadion, mens hjemmeholdet vandt 4-3 i foråret, i to kampe, hvor Tommy Gotfredsen følte at holdet sagens kunne have fået mere ud af anstrengelserne.

Den kommende sæson byder også igen, på kampe imod Holbæk United (3-1 & 0-2), Skibby IK (1-1 & 1-5) samt Svogerslev BK (0-2 & 4-2), der som resultaterne indikere var nogle meget lige kampe, hvor dagsformen i den grad var afgørende.

Fløng Hedehusene kommer på besøg på Undløse Stadion i 2.runde, og det er et hold på vej tilbage efter nogle hårde år, hvor holdet er gået fra Serie 1 i 2014 og fire seniorhold, til Serie 3 og blot ét seniorhold i 2016/17.

De hvid & grønblusede sikrede sig dog oprykning til Serie 2 via en 1.plads i Serie 3 med 15 sejre, 4 uafgjorte og blot ét nederlag, samt en målscorer på 64-20 – holdet gik ubesejret igennem foråret, hvor det blev til 26 ud af 30 mulige point. Seneste møde ligger tilbage i 2012, hvor Fløng Hedehusene rykkede op i Serie 1, mens Undløse BK, med Anders Taverna Nielsen i spidsen? rykkede ned i Serie 3. Sæsonens to kampe gav blot et enkelt point til de blåklædte via 2-4 & 1-1.

I 3.runde venter Taastrup FCs 2.hold på udebane (Klubbens 1.hold spiller Danmarksserie). Taastrup FC er ligeledes oprykker, da de i sidste sæson sikrede sig en plads i Serie 2 via en 2.plads i Serie 3 – 10 point efter 1.pladsen, og blot 3 point foran nr 3, i en sæson, der i holdets 22 kampe gav 15 sejre, 5 uafgjorte, 2 nederlag samt en målscorer på 64-21.

Herefter venter Hundige BK i 4.runde, når de 9.september er gæster på Undløse Stadion.

Vestegnsklubben er gengangere fra Serie 2, og lignede langt hen i sæsonen, en seriøs bejler til en af de to oprykningspladser, men blot et enkelt point i holdets sidste fem kampe, gjorde at de faktisk sluttede tættere på nedrykningstregen end på oprykning. Sæsonens 22 kampe gav en 5.plads via 11 sejre, 5 uafgjorte, 6 nederlag samt en målscorer på 47-26. Og fire af holdets i alt seks nederlag faldt altså i sæsonens sidste fem kampe.

Herefter venter Holbæk B&Is 2.hold i 5.runde, og det bliver endnu engang en oprykker, der står på den anden side af midten, da Holbæk B&I via et suverænt forår snød bl.a Tuse IFs 2.hold for en oprykningsplads. Holdet hentede 19 sejre, 3 uafgjorte og 2 nederlag i sæsonens 24 kampe, og med en helt vanvittig målscorer på hele 96-23, og i foråret blev det til 29 ud af 33 point.

De to holds seneste møde ligger halvandet år tilbage, hvor Tommy Gotfredsens mandskab trods en 7-1 sejr på sidste spilledag, på Suri Park i Holbæk, måtte en tur ned i Serie 3 sammen med det allerede nedrykkede hjemmehold.

Herefter venter to kampe imod Svorgerslev BK & Skibby IK, som er beskrevet i indledningen, inden 8.runde byder på puljens eneste Serie 1-nedrykker, når Vindinge IF er værter.

Roskilde-mandskabet sluttede som nr 11 i Serie 1, i en sæson der blot gav 6 sejre & 2 uafgjorte samt hele 16 nederlag i sæsonens 24 kampe, og en målscorer på 32-69.

De to hold mødtes i to træningskampe i henholdsvis marts & august 2015, hvor Thomas Søgaards scoring på straffe skaffede 1-1 i august, mens et regulert Daniel Skovgaard show med fire scoringer, bl.a et hattrick på 25 minutter i 1.halvleg, skaffede en velfortjent 5-2 sejr i marts – i begge kampe stillede Vindinge IF dog op med et blandet 1./2.hold.

Vindinge IF må som nedrykker, være en af de helt store favoritter til at vende tilbage til Serie 1.

Herefter venter Holbæk United i 9.runde, inden Sorø Freja er modstanderen i 10.runde. Sorø Freja sluttede som nr 3 i Serie 3 i den forgangne sæson, hvor holdet dog aldrig var en del af oprykningskampen, hvor de sluttede 9 point efter nr 2, og 8 point over nedrykningstregen i en meget lige pulje.

De to hold mødtes i en træningskamp i opstarten til forårssæsonen, hvor et meget afbudsramte Tommy Gotfredsens mandskab tabte hele 4-0.

Holdet har tidligere spillet Sjællandsserie, dengang Kim Schlicker repræsenteret sydsjællænderne.

Tommy Gotfredsens mandskab slutter efteråret 4.november, hvor Fårevejle BK er gæster på Undløse Stadion i 11.runde af sæsonen.

Fårevejle BK er oprykkere fra Serie 3, hvor de med syv sejre i holdets sidste otte kampe, bl.a snød Tuse IFs 2.hold for en plads i Serie 2.

Holdet gik igennem sæsonen med 18 sejre, 4 uafgjorte, 2 nederlag samt en målscorer på 83-21.

Det rødblusede Fårevejle BK-hold rykkede ned i 2015, hvor Undløse BK også rykkede ned. De to holds indbyrdes møde i Serie 2 gav en 3-2 sejr til Undløse BK, bl.a via en sen scoring af Magnus Herforth, mens de to hold spillede 1-1 på Fårevejle Stadion, da Undløse BK i 2016 sikrede sig en hurtig tilbagevending til Serie 2. Thomas Søgaard stod for gæsternes scoring på dagen.

Så kom vi hele vejen igennem efterårets elleve modstandere, og der vil i de enkelte optaktsartikler forud for hver kamp, blive sat endnu mere fokus på de enkelte hold.

Skriv en kommentar