Flemming Gotfredsen skaffede 1.holdet point på Hørve Stadion
Undløse BKs 1.hold gav her til eftermiddag, på Hørve Stadion, spilletid til både Daniel Zøller, og holdets mangeårige anfører, Paw Søgaard, der fik 30 minutter i midterforsvaret ved siden af Flemming Gotfredsen, i en kamp der bare umiddelbart skal glemmes hurtigst muligt.
Om det var Tommy Gotfredsens manglende tilstedeværelse på sidelinjen, eller om det faktum at oprykningen blev sikret allerede i sidste uge vides ikke, men gæsterne spillede i hvert fald langt under deres vanlige niveau, med en generelt for dårlig boldomgang, og et for svagt pres på modstanderen.
Martin Aaberg bragte dog alligevel gæsterne i front, da han fra kanten af feltet sparkede en frisparksbold op i hjørnet.
Hjemmeholdet fik dog relativt hurtigt udlignet, efter en dødbold hvor gæsternes defensiv stod alt for passivt.
Jonas Møllnitz bragte gæsterne i front på ny, da han headede en Martin Aaberg-dødbold i nettet, i en situation hvor hjemmeholdets keeper ikke så specielt godt ud. Føringen holdt dog kun i få minutter, da Hørve IF igen alt for nemt fik plads til at udligne midt i gæsternes felt.
De blåklædte gæster kunne dog gå til pause med en 3-2 føring, da Benjamin Jensen slog et perfekt bold bagerst i feltet til Daniel Skovgaard, hvis afslutning dog ramte stolpen, men på selve målstregen var Thomas Søgaard hurtigst over returbolden og prikkede den i nettet til 3-2.
Hjemmeholdet vendte dog kampen på hovedet i 2.halvleg, hvor meget lidt fungerede for gæsterne, der også virkede mere & mere frustrerede, og da hjemmeholdet med 20 minutter igen bragte sig foran 4-3, så lignede det at Tommy Gotfredsens mandskab skulle indkassere sæsonens første nederlag.
Men kort før tid reddede viceanfører Flemming Gotfredsen lidt af æren for gæsterne, da han efter endnu en dødbold skaffede sit mandskab et enkelt point med scoringen til 4-4.
Efterfølgende var der to stemmer til Flemming Gotfredsen, fem stk til Benjamin Jensen, mens Jonas Møllnitz fuldt fortjent løb med otte stemmer efter endnu en flot & utrættelig arbejdsindsats.
Undløse BK slutter sæsonen af på onsdag, hvor Holbæk B&I er gæster på Undløse Stadion.

Skriv en kommentar