Home » UB1901 » 1.holdet sejrede i uskønt lokalopgør

1.holdet sejrede i uskønt lokalopgør

20160416_135547

Undløse BKs 1.holdet havde i går eftermiddags besøg af lokalrivalerne fra Tølløse BK, der er oprykkere fra Serie 4.

Det var tydeligt at de fleste i og omkring Undløse havde glædet sig og set frem til sæsonens første hjemmekamp, og det havde lokket rigtig mange tilskuere på Undløse Stadion.

Tølløse BKs kaptajn indledte kampen med en sætning han nok havde glædet sig til at sige hele ugen, da han annoncerede at “dem her skal vi slå drenge – de har ikke en gang deres eget postnummer”.

Og det har han jo selvfølgelig ret i, tilgengæld har vi et markant bedre fodboldhold, og det var da også “lillebror” der indledte kampen bedst, og allerede efter 15 minutter kunne og burde hjemmeholde havde lukket kampen med tre rigtig store chancer til henholdsvis Nicki Jensen & i to omgange Faton Gjyrevci, der måtte se sin sidste afslutning afværget af stolpen. Thomas Søgaard var meget aktiv og farlig i indledningen, og hans gode forarbejde havde fortjent en assist eller to.

Herefter døde kampen fuldstændig. Gæsterne stod dybt og satsede primært på hurtige omstillinger, og på at få det ene point med hjem, som de havde fra kampens begyndelse. Og det krydret med et alt for langsomt spillende hjemmehold, så blev det en meget uskøn og chancefattig affære.

Midtvejs i 2.halvleg satsede cheftræner Tommy Gotfredsen hele butikken, og ændrede opstillingen til en noget mere offensiv 3-5-2 opstilling, og selvom kampens første mål ikke direkte udsprang af et godt gennemspille angreb, så er det jo statistisk bevist, at des flere folk du fylder ind i feltet, des større chance er der for at tilfældighederne opstår, og det var lige præcis hvad der skete 15 minutter før tid, da Jonas Møllnitz fremtvang et straffespark, i en situation hvor gæsternes back stoppede bolden med hånden.

Thomas Søgaard tog endnu en gang ansvaret og opgaven på sine skuldre, og Undløse BKs 10’er sparkede sikkert bolden i kassen til stor jubel for de mange fremmødte på Undløse Stadion.

Gæsterne fik en enkelt god mulighed for at udligne, men Rene Hendriksen fik lidt hjælp af overliggeren, til at sikre sig sæsonens andet clean sheet – efter endnu en flot præstation i målet.

Slutteligt fik Martin Aaberg lov til at score i sin hjemmebane debut, da han afsluttede en hurtig omstilling med at lukke kampen til slutresultatet 2-0, assisteret af Thomas Søgaard, der igen viste sig kampafgørende i flere situationer.

Christian Damm spillede en rigtig solid forsvarskamp,og han fik sammen med Magnus Herforth i midterforsvaret, sit tredje clean sheet i april måned, og det gav ham også efterfølgende syv stemmer som kampens bedste spiller.

Undløse BK har ikke spillet prangende i sæsonens to første kampe, men det har været nok til hive 6 point, og i en runde hvor både Holbæk United & TFC Odsherred smed point, så skal vi være rigtig glade og tilfredse med udfaldet.

Skriv en kommentar