1.holdet kom tilbage på sporet med storsejr
Undløse BKs 1.hold havde her til eftermiddag besøg af Nykøbing IF, og Tommy Gotfredsens tropper viste fra første til sidste fløjt den klasseforskel, som der også burde være i mellem de to hold.
Nicki Jensen havde klartmeldt sig, og allerede efter 4 minutter viste han, hvorfor Tommy Gotfredsen hele ugen har håbet og bedt for sin 7’er, da han søgte det helt rigtige rum midt i feltet, og via en glimrende assist fra Jonas Møllnitz, så kunne Nicki Jensen nemt skubbe bolden i kassen til 1-0.
Daniel Skovgaard måtte udgå allerede efter 10 minutter med en skade i baglåret, men det lignede ellers en kamp, hvor Undløse BK-kanten kunne have gjort rigtig ondt på gæsterne.
Daniel Skovgaard nåede på sine 10 minutter, at skabe en stor chance til både sig selv & Jonas Møllnitz, men i begge situationer blev der sparket langt over mål.
Kasper Pedersen erstattede Daniel Skovgaard på venstre kanten, og efter 19 minutters spil kunne han prikke 2-0 målet i kassen, efter at gæsternes målmand & bagerste mand løb i vejen for hinanden, på Chano Larsens knivskarpe dybdebold.
Kasper Pedersen spillede ligeledes en stor rolle i hjemmeholdets tredje scoring, da han med en perfekt tværbold fandt Jonas Møllnitz midt i feltet, og han blev ureglementeret nedlagt, og Thomas Søgaard var stensikkert fra pletten, og smadrede bolden helt op i hjørnet uden chance for keeperen.
Thomas Søgaard havde erstattet Faton Gjyrevci i startopstillingen, da Undløse BKs lynhurtige topangriber, ikke følte sig helt på toppen under opvarmningen. 3-0 forblev stillingen til pausen.
Gæsterne fik reduceret kort inde i 2.halvleg i en situation, hvor hjemmeholdet ellers havde flere muligheder for at få bolden ud af farezonen, men Rene Hendriksen kunne ikke stille noget op, da bolden blev sat ind via stolpen på en afslutning fra tæt hold.
Hjemmeholdet var dog fortsat i fuld kontrol, og midtvejs i 2.halvleg blev det 4-1 via et mønster-angreb, hvor indskiftede Frederik Falck slog en fremragende bold bredt til Christian Damm, der med et millimeter præcist indlæg ramte Thomas Søgaard på midten, hvor Undløse BKs brandvarme angrebs es flot headede bolden til modsatte hjørne i en blød bue – ganske simpelt et fremragende mål.
10 minutter senere overså kampens ellers glimrende dommer, et kæmpe straffespark og et rødt kort til gæsternes bagerste mand, der efter et hjørnespark reddede Flemming Gotfredsens hovedstød på selve målstregen – og det gjorde han med armen vel og mærke, og selv Nykøbing IF-spillerne kunne kun grine over det manglede fløjt fra kampens dommer.
Thomas Søgaard fik dog endnu en chance fra 11-meter pletten, da Kim Schlicker blev nedlagt i feltet, efter en situation, hvor Faton Gjyrevci nok burde have haft et straffespark få sekunder inden.
Thomas Søgaard var endnu en gang iskold og sparkede bolden i kassen under keeperen, der ellers gik til den rigtige side.
Faton Gjyrevci havde to-tre rigtig gode aktioner efter han kom ind, og han havde fortjent at få sit navn noteret på listen over målscorere, men hans fine dribletur blev desværre afsluttet med et skud på overliggeren, og kampen sluttede derfor 5-1 efter en koncentreret, disciplineret & yderst effektiv indsats.
Efterfølgende var der en enkelt stemme til Christian Damm, Anders Made Hørdum, Magnus Herforth & Kim Schlicker, fire stemmer til hattrick-hero Thomas Søgaard, men fuldt fortjent blev Kasper Pedersen kåret til kampens bedste med hele otte stemmer.


Skriv en kommentar