1.holdet gik ubesejret igennem foråret
Undløse BKs 1.hold havde i går eftermiddags besøg af Jyderup BK, til sæsonens sidste kamp i Serie 3 pulje 6, og omkring 150-175 mennesker havde lagt vejen forbi Undløse Stadion, og de fik alt det et ægte lokalbrag skal have – flotte mål, rødt kort, intense og hårde nærkampe og ikke mindst to hold, der var toptændte og klar til at yde alt, for ikke at stå tilbage som taber.
Det var i hvert fald ikke til at se, at kampen på papiret var uden betydning, og det er muligt at der ikke var en oprykningsplads på spil, men Jyderup BK var i hvert fald ikke komme til Undløse for at ligge sig ned.
Cheftræner Tommy Gotfredsen havde valgt Daniel Rohde på mål fra start, og allerede efter to minutter, så Undløse BK-keeperen rigtig uheldig ud, da han undervurderet en høj bold, der hoppede over ham, og på selve målstregen kunne Jyderup BKs angriber prikke bolden det sidste stykke vej ind i målet – Daniel Rohde spillede sig dog op, og havde efterfølgende flere kampafgørende redning, både før og efter pausen.
Hjemmeholdet havde rigtig svært ved at komme igang, og selvom det blev til flere halve muligheder, bl.a til Chano Larsen og Jonas Møllnitz, så var der ikke meget positivt at berette om fra de blåklædtes side i den første halve time.
Men det sidste kvarter af 1.halvleg vågnede hjemmeholdet lidt mere op, og efter en god aktion af tilbagevendte Faton Gjyrevci på baglinjen, så kunne Jonas Møllnitz fra tæt hold prikke sit 19.sæsonmål i kassen til 1-1, der holdt til pausen.
Faton Gjyrevci fik et lidt tyndt gult kort fem minutter før pausen, og mens han stod og trippede for at komme på banen igen efter pausen, så kunne han juble sammen med resten af Undløse BKs folk på bænken, efter endnu en fremragende Jonas Møllnitz-scoring på et rigtig fornemt oplæg af Daniel Skovgaard, der slog en sukkerbold ned igennem midten, hvor Jonas Møllnitz fra sin position på den centrale midtbane, havde søgt det rum bag gæsternes midtstoppere.
Målet var Jonas Møllnitz’ tyvende i sæsonen, og med sytten assist ved siden af det, så er det vist helt fair, at Jonas Møllnitz lige præcis snuppede topscorerværdigheden for næsen af Thomas Søgaard, der ellers har haft et fremragende forår med flere flotte og vigtige mål.
Gæsterne blev midtvejs i halvlegen reduceret til ti mand, da de efter endnu et lidt tyndt gult kort, efterfølgende fik brokket sig til et rødt kort.
Det gjorde naturligvis betingelserne endnu bedre for hjemmeholdet, og 3-1 målet var et vaskeægte Faton Gjyrevci “signatur-mål”. Undløse BKs farlige angriber kan til tider se meget ugidelig og måske endda lidt ligeglad ud, men det skal man ikke tage fejl af – han arbejder nemlig stenhårdt i presspillet begge veje i banen, og så er han bare så hamrende fræk foran kassen.
Kampens bedste på dagen, Chano Larsen, fik sin sjette assist i foråret, da han sendte Faton Gjyrevci fri i dybden, og hvis Svend Gerhs havde kommenteret kampen, da havde han nok sagt noget i retningen af “og så skyder han, neeej han venter – det er genialt det der”.
Faton Gjyrevci er nemlig ikke typen, der bare skal lave de nemme mål – og med en fiks dribling rundede han Jyderup BKs fremstormende målmand, og i stedet for at trille bolden i det tomme net, så skulle han lige have en tur hen af selve mållinjen inden læderet blev lagt i nettet til 3-1 for hjemmeholdet.
Gæsterne fik reduceret kort før tid, men kom aldrig for alvor tæt på point, selvom de i slutfasen kastede alt frem, men det blev til endnu tre point til Tommy Gotfredsens mandskab, der med sejren gik ubesejret igennem foråret, og endda som halvsæsonens bedste mandskab med 27 point og en målscorer på +25 mål. Og så hele 10 point foran Jyderup BK, der overvinterede på 1.pladsen – to point foran Undløse BK på 4.pladsen.
Efterfølgende var der en enkelt stemme til Kim Schlicker, Daniel Rohde, Flemming Gotfredsen & Daniel Skovgaard – to stemmer til Magnus Herforth & Faton Gjyrevci, mens dagens dobbelte målscorer Jonas Møllnitz fik fire stemmer, ligesom Chano Larsen også gjorde det.

Skriv en kommentar