Home » UB1901 » 1.holdet gav sponsorene en rigtig arbejdssejr

1.holdet gav sponsorene en rigtig arbejdssejr

Undløse BK havde her til eftermiddag inviteret til sponsorarrangementet på Undløse Stadion, med fadøl & smørrebrød fra kl 12.00, og med 1.holdets kamp i 16.runde imod Himmelev-Veddelev BK.

TommyGotfredsens mandskab skulle følge op på onsdagens sejr over Tune IF, men gæsterne, der har skiftet et halvt hold i vinterpausen, ydede rigtig god modstand, og bragte sig tidligt i front, da de via en omstilling kunne lave et nemt mål ved den bagerste stolpe.

Hjemmeholdet kom herefter bedre med, og fik en dobbelt mulighed for en hurtig udligning, men først Martin Aaberg & siden Flemming Gotfredsen manglede lige det sidste, for at true gæsternes mål.

Udligningen faldt dig midtvejs i 1.halvleg, da Benjamin Jensen fandt Jonas Møllnitz på kanten, og han afdriblede sin direkte modstander, og på midten fandt han brandvarme Nicki Jensen, der med en vaskeægte tåhyler, fulgte op på sine to mål i onsdags, og sparkede 1-1 målet i kassen.

Kort efter havde Daniel Rohde en rigtig flot redning, da han ved den bagerste stolpe, afværgede et ellers flot hovedstød.

Det lignede derfor 1-1 ved pausen, men energibundtet Jonas Møllnitz ville det anderledes, da han slog sig fri i feltet, hvor han noget klodset blev væltet af gæsternes keeper, og fra pletten scorede Thomas Søgaard sit sjette mål den seneste uge, da han stensikkert satte bolden i nettet til pausestillingen 2-1.

I 2.halvleg var det tydeligt, at der blevet trukket store veksler på holdet den seneste uge, og gæsterne virkede en lille smule friskere, men forstod ikke for alvor at blive farlige, udover en masse indlæg, som Flemming Gotfredsen & en suverænt spillende Faton Gjyrevci havde fint styr på.

Faton Gjyrevci var dog tæt på at koste et mål, da han ikke fik nok fart i sin tilbageaflevering til Daniel Rohde, der dog var vågen og kom godt ud af sit mål, og fik sparket bolden væk.

Nicki Jensen kunne og burde have afgjort kampen, da Chano Larsen lagde en sukkerbold til Jonas Møllnitz, der fandt en hel fri Nicki Jensen i feltet, men holdets 7’er overplacerede sin afslutning, der strøg over målet.

De sidste 10 minutter blev ren overlevelse, og gæsterne kom da også helt tæt på efter et hjørnespark, hvor Benjamin Jensen sparkede bolden væk på selve målstregen – tættere på kom Himmelev Veddelev BK ikke, og trænerstaben kunne sammen med spillerne, og de mange tilskuere juble over endnu tre point, der betyder at Tommy Gotfredsens mandskab indtager 3.pladsen.

Sponsorene valgte efterfølgende Jonas Møllnitz til kampens spiller, mens spillerne selv gav hele ti stemmer til Faton Gjyrevci.

Skriv en kommentar