Optakt: Gislinge BK – Undløse BK
Optakt:
Gislinge BK – Undløse BK
Runde: 15 (Serie 3 Pulje 6)
Sted: Gislinge Stadion, Kirkevej 1, 4532 Gislinge
Tid: Lørdag 2.maj 2015 kl 16:00
Dommer: Ole Sørensen
Karantæne:
Skader: Flemming Gotfredsen
Tvivlsomme: Nicki Jensen
Afbud:
Undløse BKs 1.hold vandt sidste weekends topkamp imod TFC Odsherred med 2-0, og da Såby Fodbold & Jyderup BK samtidig smed point imod henholdsvis Vipperød BK & Hvalsø IF, så er det nu helt lige i toppen af Serie 3 pulje 6, hvor de tre klubber alle har 31 point – og Jyderup BK endda en for kamp mere end de to øvrige. Undløse BK har den klart bedste målscorer, men ved pointlighed tæller ’indbyrdes kamp’ først, og her er både Såby Fodbold og Jyderup BK bedre end Tommy Gotfredsens mandskab, da de besejrede de blå/hvide med henholdsvis 3-1 & 1-0 i efteråret.
Sejren over TFC Odsherred kom i hus efter en disciplineret indsats, hvor hjemmeholdet udnyttede to dødbolde til at bringe sig i front før pausen, og i målet havde holdet Rene Hendriksen, der tog sig af de få muligheder, som gæsterne tilspillede sig.
Undløse BK var desuden i aktion i her i midtugen, da det torsdag aften blev til et skuffende, men fuldt fortjent 3-0 nederlag til Holbæk United i DBU Pokalen på Tuse IFs Kunstgræsbane, hvor Faton Gjyrevci sad over med lidt småproblemer, men han er tilbage blandt Tommy Gotfredsens 14 udvalgte til lørdagens kamp på Gislinge Stadion, hvor også Kris Pedersen & Frederik Falck igen er til rådighed, og de skubber Kim Olsen & Kevin Morf Pedersen ud af truppen, hvor også Magnus Holt Jensen glider ud. Nicki Jensen udgik af pokalkampen med en mindre lårskade, men han ventes at være klar til morgendagens kamp.
Daniel Rohde fik lov til at passe pladsen imellem stængerne i torsdagens pokalkamp, men Rene Hendriksen er tilbage i buret, nu hvor der igen er turneringsfodbold på programmet.
Tommy Gotfredsen gav 1.holdsdebut til Christian Damm torsdag aften imod Holbæk United, og han spillede en solid kamp, dels som venstreback, og dels i det centrale midterforsvar, og han ventes også at være med fra start lørdag eftermiddag i Gislinge, hvor Tommy Gotfredsens 14 udvalgte ser ud som følger:
1. Rene Hendriksen,
2. Faton Gjyrevci,
5. Kasper Pedersen,
7. Nicki Jensen,
8. Kim Schlicker
9. Jonas Møllnitz,
10. Thomas Søgaard,
11. Daniel Skovgaard,
12. Magnus Herforth,
16. Anders Hørdum Made,
17. Chano Larsen,
18. Frederik Falck,
20. Christian Damm,
21. Kris Pedersen
Tommy Gotfredsen ventes at ryste pose en lille smule i forhold til sæsonens fire første kampe, hvor han har savnet lidt dynamik og fart på den centrale midtbane, og netop derfor er Kim Olsen & Kevin Morf Pedersen helt ude af truppen, mens det også er en mulighed, at Kim Schlicker starter på bænken. Det vil evt betyder at Jonas Møllnitz starter på den centrale midtbane, ved siden af Nicki Jensen, og foran Chano Larsen, mens Thomas Søgaard & Daniel Skovgaard flankere Faton Gjyrevci helt fremme. Men Tommy Gotfredsen har qua en så stærk trup, også rigtig mange muligheder, og i sidste ende bliver det den berømte mavefornemmelse på dagen, der får de sidste brikker til at falde på plads.
Lørdagens modstander er som tidligere nævnt Gislinge BK, der efter 14 kampe ligger placeret på en 6.plads i Serie 3 pulje 6, og de er faktisk kommet meget godt fra land i foråret, hvor de godt nok indledte med et 3-5 nederlag til rækkens tophold Såby Fodbold, der dog måtte kæmpe mere end forventet for de tre point, men efterfølgende er det blevet til en 2-1 sejr over Vipperød BK og senest 3-1 ude over Hørve IF.
Gislinge BK kom igennem efterårssæsonen med sejre over Vipperød BK, Hørve IF, Tuse IF & Hvalsø IF, mens holdet delte point med Såby Fodbold & Svebølle BI. Gislinge BK mandskabet led tilgengæld nederlag imod Jyderup BK, Hagested/Tuse Næs, TFC Odsherred, Nykøbing IF samt Undløse BK, der vandt 5-3 på Undløse Stadion efter et sandt Daniel Skovgaard-show – læs et længere referat fra kampen efter denne optakt.
Lørdagens kamp er ekstremt vigtig for Tommy Gotfredsens mandskab, der i næste weekend tager imod Såby Fodbold, på Undløse Stadion i en vaskeægte topkamp, og det ville være fantastisk at kunne gå ind til den kamp á point mod gæsterne, der ellers var 2 point foran ved vinterpausen, og så er desuden afgørende at Undløse BK også kan tage point i de kampe, hvor de på papiret er storfavoritter, ligesom Såby Fodbold & Jyderup BK har været det her i foråret, hvor de har smidt point imod nogle af rækkens midter- / bundhold.
Og så vil det også være en rigtig godt signal at sende, hvis de blå/hvide kan vinde på udebane, hvor de tradition tro har haft større problemer end på Undløse Stadion, hvor man stort har gjort rent bord de sidste par år.
Klubbens 2.hold er oversiddere i weekenden, efter at de i tirsdags vandt udekampen imod Bramsnæs FB med 2-1, på to mål af Jimmi Vaarskov, men både 3. & 4.holdet skal i aktion. 4.holdet lørdag formiddag i Roskilde imod Røde Stjerne BK, mens 3.holdet spiller søndag formiddag ude imod Nordrup-Farendløse.
Så benyt den midterste dag i St.Bededagsferien til at se lidt bold, og kom ud og støt Tommy Gotfredsens drenge, i deres bestræbelser på at hente endnu en sejr, så holdet kan rykke et skridt nærmere målet om oprykning til Serie 2.
Referat: Undløse Stadion 2014:
Undløse BKs 1.hold havde her til eftermiddag besøg af Gislinge BK, der blev sendt hjem med et 5-3 nederlag.
Det var ellers gæsterne der kom i front, da de efter et kvarters spil udnyttede en fejl i hjemmeholdets defensiv, til at sende en løs bold i en bue over Tommy Nilsson i målet.
Hjemmeholdet reagerede dog hurtigt og blot 2 minutter efter føringsmålet, stod den 1-1 på lystavlen, da Faton Gjyrevci iskoldt udnyttede Kim Olsens fine stikning i dybden.
Faton Gjyrevci var også med i det blå/hvide føringsmål, da han sendte Jonas Møllnitz alene med keeperen, og han afdriblede målmand, der tog benene på Undløse BK-spilleren og dommeren pegede på straffesparkspletten.
Daniel Skovgaard var tilbage efter hans lårskade, og han sparkede stensikkert bolden i nettet, men allerede minuttet efter 2-1 målet, så pegede dommeren igen på straffesparkspletten, da Kasper Pedersen lidt klodset gik i ryggen på gæsternes angriber. Tommy Nilsson i målet forhindrede dog gæsterne i at få udlignet, da han med en flot fodparade blokerede afslutningen fra 11 meter-pletten.
Daniel Skovgaard blev dobbelt målscorer blot 3 minutter senere, da Faton Gjyrevci sendte ham alene med keeperen, og han tog et skarpt træk og sendte bolden i det tomme mål. Kort før pausen reducerede gæsterne, da de med meget simple midler spillede sig igennem hjemmeholdets forsvar, og 3-2 holdt til pausefløjtet.
Daniel Skovgaard fik sit hattrick allerede tidligt i 2.halvleg, da han nærmest på egen hånd skabte målet til 4-2, men endnu en gang fik gæsterne hurtigt reduceret, da de scorede direkte på frispark.
Her efter blev hjemmeholdet ramt af to gule kort, da først Thomas Søgaard røg ud, for at sparke bolden i nettet efter dommeren havde fløjtet, og kort efter Kasper Pedersen for at brokke sig til dommeren.
Det sendte naturligt nok de blå/hvide langt tilbage på banen, men alligevel lykkedes det hjemmeholdet at score endnu en gang, da Daniel Skovgaard frækt vippede bolden op til sig selv, og sparkede bolden langt op på Gislinge BKs banehalvdel, hvor Nicki Jensen var hurtigst på den løse bold og han lukkede kampen til 5-3.
Mod slutningen havde Undløse BK endnu et par store chancer, og tættest på kom Thomas Søgaard, det måtte se sit skud blive afværget af stolpen, men der blev ikke scoret yderligere i kampen, hvor Undløse BKs nye trio Daniel Skovgaard (11), Frederik Vestergaard (2) & Nicki Jensen (1) løb med alle 14 stemmer.

Skriv en kommentar