Home » UB1901 » Månedens Spiller Juni: Nikolai Holst Nielsen

Månedens Spiller Juni: Nikolai Holst Nielsen

20190615_135155

Med dagens sidste kamp færdigspillet, så har Tommy Gotfredsen & Jimmi Vaarskov også sat navn på Månedens Spiller i juni måned. Og det blev en spiller der også godt kunne have fået prisen i både april og maj, og som har været absolut outstanding i hele foråret.

Det er selvfølgelig Nikolai Holst Nielsen, som vi glæder os til at se udvikle sig endnu mere, men som har imponeret alt og alle i hans første sæson som Senior-spiller. Han har leveret et fremragende forår med udekampen i Fuglebjerg Sandved Tornemark som den stærkeste præstation, og han har også været sit holds bedste i kampene her i juni måned, hvor han i hvert fald ikke er gået på tidlig sommerferie. Nikolai Holst Nielsen har i foråret bidraget med både en “Laudrup’sk” assist samt et mål, hvor han fra kanten af feltet lobbede bolden over målmanden. Han har leveret både mål & assist, og generelt set har han bare været med næsten hver gang Undløse BKs 1.hold har været farlige.

Nikolai Holst Nielsen har desuden imponeret med sin store træningsindsats, og sit generelle fysiske overskud og utrættelige “Østrup-energi”, og det sat sammen med et højt teknisk niveau, der gør han både kan bruges som oprydder defensivt & som kreatør offensivt, så har Undløse BK i sin nr 22 måske en kommende anfører for klubben. Man glemmer nemlig til tider, at han altså kun er 16 år, hvilket kun gør det endnu mere imponerende.

Og Tommy Gotfredsen vil da også godt sætte lidt ord på den yngste af Holst-brødrene – “Nikolai har været helt forrygende i juni, ja faktisk i hele foråret. Det lå måske ikke i kortene i vinters, da Nikolai kom tilbage, at han skulle spille så stor en rolle, men jeg må sige at han hurtigt er blevet en af de første jeg sætter på holdkortet. Nikolai er en drøm for en træner med sin energi og vilje til at død for sine holdkammerater. Jeg har brugt Nikolai både som back, 6’er, 8’er & kant, og selvom 8’eren er både Nikolai’s og min foretrukne plads, så har vi grundet afbud mv nogle gange flytte lidt rundt, og uanset hvad han har spillet, så har han leveret lige præcis det jeg har ønsket, og mere til. For udover en knægt der arbejder stenhårdt, så har han også lavet mål, assist og fremtvunget to straffespark.

Nikolai’s rolle på holdet er lynhurtigt blevet helt uvurderlig, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde meget mere med Nikolai de kommende år”.

Vi ønsker “Niko” stort tillykke med prisen, og han fik ifm dagens kamp imod Sorø Freja overrakt en lille ting som bevis på et rigtig stærkt forår.

Skriv en kommentar