Home » UB1901 » Julehilsen til vores mange fantastiske frivillige 💙

Julehilsen til vores mange fantastiske frivillige 💙

💙 TAK – for jer.. 💙

Kære Undløse Boldklub ’s trofaste & uvurderlige frivillige “hær”.

Jeg håber at I er kommet godt igennem juledagene, og at havde en god dag & aften i går med jeres familie.

Jeg vil gerne sige tak for den helt særlige gave, som I har givet Undløse BK i årets løb – nemlig jeres tid.

Undløse Boldklub er en klub bygget på frivillighed – en frivillighed der spiller en stor rolle for vores mange medlemmer, og som gør en helt særlig forskel for fællesskabet, og for byen.

Jeg håber at I ved, at ingen af vores aktiviteter ville kunne fungere uden det frivillige engagement, som vi heldigvis mærker gang på gang.

Vi har i det forgangne år afholdt en historisk stor Undløse Cup med 125 spisende lørdag aften, og med næsten 100 hold, eller næsten 1.000 aktive børn & voksne, der i pauserne i mellem kampene havde mulighed for at både drikke & spise på sidelinjen ift med et arrangement der kræver et enormt arbejde før, under og efter, og det kunne slet ikke lade sig gøre uden jer.

Vi har derudover afholdt flere DGI-ungdomsstævner & over 25 DBU-ungdomskampe på Undløse Stadion, og hver gang får vi stor ros fra de gæstende hold, fordi vi altid stiller op med dommere og en salgsvogn, som forældre & børn kan besøge under & efter kampene.

Og det samme på Kampbanen, hvor vi 2022 via frivillige kræfter fik en ny flot & mere tidssvarende Salgskiosk, som har været åben hver gang vores tre Senior-hold har spillet hjemme, og med mulighed for at købe både varme pølser, bøfsandwich, kolde drikkevarer osv – igen udelukkende med frivillige kræfter.

Vi har her i december måned holdt Juletombolaen åbent i 14 dage, og i samlet 80 timer, hvor frivillige kræfter har uddelt over 400 præmier, og så vi også haft +40 børn & voksne til Julehygge i Undløse Hallen, og efterfølgende i Foreningshuset til æbleskiver ifm med vores Ungdomsafslutning, mens Senior-afdelingen samlede 30 mand, da 1.holdet sagde “God jul” til hinanden tidligere på ugen.

Og så har vi en håndfuld uvurderlige trænere, som ganske vist får en mindre godtgørelse for deres arbejde, men på ingen måder et beløb, hvor man skal begynde at regne timelønnen ud.

Martin Daugaard Tamberg, Jackie Højgaard Andersen Tommy Nilsson, Tobias Wahl Bechsgaard, Thomas Rossing, Daniel Zøller, Martin Zøllner & Tom Nielsen har stået der både i solskin, i regn & i slud. De har stået der når vi har vundet, og når vi har tabt. Og også de gør en uvurderlig indsats for os.

Og ja, så har vi fire senior-trænere som får en lidt større godtgørelse, men her tror jeg heller ikke man skal begynde at regne timelønnen ud. Og slet ikke når man kigger på hvor mange timer Tommy Søgaard Gotfredsen, Kevin Bernhard Pedersen, Claus Vive Payton Dyrting & Jimmi Hergott Zachariassen ligger i klubben udover deres trænergerning.

Og så har vi vores 100% frivilligt baserede bestyrelse, Michael Hansen, Thomas Forsingdal Hansen, Daniel Zøller, Daniel Nesbit Rohde, Niklas Stegman Pedersen & Anders Nielsen som i 2022 har lagt deres liv & sjæl i Undløse BK, og givet afkald på noget af den tid, der i hverdagens stress & jag, kan være så svær at finde. Jeg er både stolt & beæret over at stå i spidsen for så fantastisk en flok mennesker, og jeg glæder mig til at nå nye højder i 2023.

Jeg ville så gerne tagge jer alle sammen, alle jer der står klar når 1., 2. & 3.holdet spiller, når der gøres klar & når der til ryddes op til, under & efter Undløse Cuppen. Alle jer der hjælper med at tømme skraldespande, jer der hjælper til med at varme æbleskiver, skænke fadøl, pante flasker, slå græs osv osv osv osv, men I er heldigvis så mange, så jeg går med den nemme “ingen nævnt, ingen glemt”. Men I må ikke være i tvivl om, hvor stor pris jeg & vi sætter på jer.

Og så bliver jeg alligevel nødt til at nævne to, nemlig Ib Vaarskov & Jimmy Klejs Jensen, der i år fik vores “Frivilligheds-pris” Rohde-prisen, efter deres uvurderlige indsats i det forgangne år.

DET ER ALLE JER DER ER UNDLØSE BOLDKLUB ❤ – uden jer, så havde vi ganske simpelt ikke nogen fodboldklub, ingen byfest & intet fællesskab.

AF HELE MIT HJERTE – TUSIND TAK FOR JER ⚽💙

Jimmi Vaarskov Formand Undløse BK

Skriv en kommentar