Home » UB1901 » Bestyrelsesmøde 9.februar 2017

Bestyrelsesmøde 9.februar 2017

Til stede: Nadja, Kim, Michael, Thomas & Jimmi

Materiale: Vi har fået ryddet op, sorteret ud & smidt en del ubrugelige ting ud, fra boldrummet & løftet, så vi er helt klar til sæsonstarten. Hvis der er noget de enkelte hold føler de mangler, bedes de asap henvende sig til Kim.

Kim har været til møde i Unisport, og vi vil også fremadrettet bruge dem som vores samarbejdspartner, og i den nye aftale er der endnu flere fordele for klubbens medlemmer.

Unisport byder i øvrigt på masser af fine Undløse BK merchandise-ting på følgende link: https://www.unisport.dk/search/?q=Undl%C3%B8se

Vi snakkede desuden om at få udskiftet stadionuret, og Kim vil undersøge priserne.

Ungdom: Vi har haft den indledende dialog med Jernløse BK vedr et samarbejde, og skal holde et mere konkret møde i nær fremtid. Tuse IF & Stenlille IF har ligeledes forespurgt på et samarbejde.

Vores opslag på nettet & i børnehaven vedr nye spillere & trænere, har ikke givet nogle henvendelser, men vi følger op på det, når vi kommer tættere på sæsonstart, hvor vi påtænker at lave en “åben træning”, hvor alle kan komme forbi og lege lidt. Desuden arbejder vi på, igen at afholde en fælles udendørsopstart.

Derudover arbejder Thomas på at lave en fælles tur til Jylland i efteråret, hvor vi håber at kunne stille med et hold i hver årgang, i en af de større turneringer derovre.

Vi minder desuden om vores U8-indendørs stævne den 4.marts 2017.

Thomas & Kim kunne fortælle om et spændende og meget givtigt møde i Holbæk så Fodboldfællesskabsklub, hvor repræsentanterne fra både DGI & DBU har mange spændende ting i støbeskeen.

Vi rykker igen FC Roskilde for mere info vedr vores fremtidige samarbejde, men de er ramt af en del personale udskiftning pt, og derfor trækker det lidt ud.

Kiosk: Vi ønsker en dialog med Idrætsforeningen vedr Foreningshuset, med mulighed overtagelse før 1.april, så vi er sikre på, at der er øl & sodavand, når vi lige om lidt starter udendørstræningen op.

Michael tager en snak med Preben i Dagli’Brugsen vedr køb af øl & vand i fremtiden, da vores aftale med Carlsberg udløber til sommer, men det er også en mulighed at vi fortsætter som hidtil. Dog har vi besluttet at udskifte 0,25 liters sodavands glasflaskerne med 0,5 liters i stedet, da der er bedre økonomi i det for alle parter, da priserne i nær fremtid stiger betydeligt på 0,25l.

Senior: Ligesom på Ungdomssiden er vi lidt ramt af “spillerflugt”, og vi ved endnu ikke om vi stiller tre eller fire Herre-Seniorhold til foråret, det vil de kommende måneders træningsindsats & tilkendegivelser vise.

Og vores Dame-Senior hold mangler spillere, og her arbejder vi på et klubfællesskab med Tølløse BK under DGI.

Og ellers glæder vi os bare rigtig meget til at komme igang med udendørstræningen, hvor Tommy Gotfredsen & Jimmi Zachariassen torsdag har årets første træning. Vi er rigtig kede af, og ærgerlige over de træningstider vi et blevet tildelt på kunstgræsbanerne i Mørkøv & Tølløse (mandag & onsdag kl 20.00) men håber selvfølgelig på stor opbakning i de kommende 5-6 uger, inden vi forhåbentlig kan komme på græs i Undløse.

Desuden ser vi frem til årets træningslejr, som igen i år går til Falster i midten af marts måned.

Vi havde stor succes med den første udgave af Undløse Indoor Cup for vores ungdomsafdeling, og næste år påtænker vi at udvide stævnet, så Herre Senior-afdelingen også bliver repræsenteret – formentlig & forhåbentlig med et større penge-stævne.

1.holdet skal have nyt kamptøj til den kommende sæson, og vi er næsten i mål med sponsorene til samtlige trøjer, men håber meget at endnu tre-fire firmaer eller andet, ønsker at blive eksponeret på vores kamptrøjer.

Undløse Cup: Vi havde besøg af Tommy Gotfredsen fra den lille arbejdsgruppe, der arbejder for at forny Cuppen.

Og 2017 bliver forhåbentlig et brag af en BYFEST, hvor vi i år får afviklet næsten al seriøs fodbold fra onsdag til fredag, mens lørdagen vil byde på vores mindste årgange om formiddagen, mens vi om eftermiddagen vil afholde årets GADEFODBOLD turnering, inden vi om aftenen invitere til et brag af en sommerfest med god mad, og i år både live musik & dj til at få gang i dansegulvet, og vi arbejder også med at kunne tilbyde endnu mere “underholdning” til pladsens mange børn.

Programmet og mange flere detaljer bliver selvfølgelig lagt op her på siden & på klubbens hjemmeside, når vi kommer lidt tættere på.

Men, sæt allerede nu kryds i kalenderen, ud for UGE 26, den 28.JUNI – 1.JULI. Vi glæder os til at se jer.

Skriv en kommentar